Socialdemokratiet vil trække dele af medieaftalen tilbage

Får Socialdemokratiet magten efter næste valg, skal public service styrkes efter medieaftalens nedskæringer.

Mogens Jensen er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet. I sidste uge trak han sig fra forhandlingerne om medieforliget. Foto: Jens Dresling
Mogens Jensen er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet. I sidste uge trak han sig fra forhandlingerne om medieforliget. Foto: Jens Dresling

Danske medier, dansk kultur og sprog er svækket, og derfor er det afgørende, at public service styrkes frem for at blive beskåret.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Mogens Jensen.

Han er utilfreds med den medieaftale, som blev indgået i en smal aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti natten til fredag.

Det nye medieforlig gælder for årene 2019 til 2023, hvor efter der skal forhandles et nyt hjem for en fem-årig periode.

- Det er ikke svaret på de udfordringer, vi står over for med medierne, at vi svækker dem, og at man svækker danskernes adgang til danskproduceret medieindhold. Det er det, der sker markant med den medieaftale, som regeringen har indgået, siger han.

Blandt aftalens hovedpunkter er bedre vilkår for de digitale nyhedsmedier, to nye public service-kanaler, en forøgelse af public service-puljen, øget støtte til den regionale og lokale nyhedsformidling, en afskaffelse af licensen, støtte til dansk film samt en fokusering af DR.

Radio24syvs direktør: - Jeg vælger at se det positive i det

Men Socialdemokratiet, der trak sig fra forhandlingerne i sidste uge, kalder medieaftalen "smal og dårlig".

- Det der for Socialdemokratiet er hovedkritikken mod forslaget, er den massive nedskæring på public service.

- Vi vil søge flertallet for at styrke public service, hvis vi måtte blive betroet regeringsmagten, siger Mogens Jensen.

Socialdemokratiet er enig i nogle af de andre punkter i aftalen, pointerer Mogens Jensen.

Det gælder blandt andet en styrkelse af lokale og regionale medier for en bedre geografisk mediedækning af landet - herunder at mindst halvdelen af de ansatte ved Radio24syv skal rykke vest for Storebælt.

Næste folketingsvalg i Danmark skal senest afholdes 19. juni 2019.

Socialdemokratiet og SF smidt ud af medieforlig

Mette Bock: Socialdemokratiet forlader medieforhandlinger