Socialdemokratisk MF'er skifter til Alternativet

Ny partihopper. Pernille Schnoor blev træt af partifællerne efter blot til måneder på borgen som folketingsmedlem hos S (opdateres)

Pernille Schnoor skifter fra Socialdemokraterne til Alternativet. Foto: Niels Hougaard/POLFOTO
Pernille Schnoor skifter fra Socialdemokraterne til Alternativet. Foto: Niels Hougaard/POLFOTO

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Schnoor skifter efter blot ti måneder på Christiansborg til Uffe Elbæks Alternativet.

Årsagen er skuffelse over den manglende humanisme i partiet under Mette Frederiksens formandsskab. Det oplyser Pernille Schnoor til Ritzau.

- Jeg er ikke enig i politikken, som partiet på Christiansborg fører. Jeg havde håbet, at Mette Frederiksen ville dreje partiet over i en mere humanistisk retning, men det er bare ikke sket, siger hun.

- Jeg savner simpelthen noget mere humanisme i partiet. Det er ikke noget, jeg bare lige har fundet på. Men da Bjarne Corydon i sin tid sagde, at konkurrencestaten skulle erstatte velfærdsstaten, tænkte jeg, at det ikke var et menneskesyn, jeg var enig i.

Pernille Schnoor er valgt Nordsjællands Storkreds, og har efter valget ikke spillet nogen synderlig fremtrædende rolle i partiet. I lighed med de øvrige nyvalgte har hun eksempelvis endnu ikke fået et ordførerskab.

Pernille Schnoor er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse, men hendes partifælle Rasmus Stoklund Holm-Nielsen, der selv stillede op for socialdemokraterne ved valget i samme kreds, skriver på Facebook:

'Pernille Schnoor (PS) blev valgt til Folketinget for under et år siden. Hun blev valgt af socialdemokratiske vælgere, som ønskede en socialdemokrat i Folketinget. Nu er det netop blevet kendt, at Schnoor vil skifte til Alternativet. De vælgere i Nordsjællands Storkreds, som stemte på PS i den tro, at hun var socialdemokrat, svigtes nu. Når politikere gør som PS, gambler de med tilliden til Folketstyret ... Man skal ikke glemme, at en person som PS ikke er valgt alene pga. sine egne kvaliteter. Hun er valgt ind på socialdemokratiske listestemmer samt stemmer, der var i overskud fra andre kandidater i Nordsjælland'.

Dermed fortsætter Alternativets strandhugst hos de etablerede partier. Det er blot en måned siden, at den tidligere minister og folketingspolitiker Manu Sareen forlod de Radikale til fordel for Uffe Elbæks glade flok.

Hos Alternativet tager politisk ordfører Rasmus Nordqvist i mod Pernille Schnoor med kyshånd.

- Vi skal have Pernille ind i gruppen, og hun skal lære arbejdet i Alternativet at kende. Vi skal nu finde en rolle til hende, og hvordan vi gør brug af de ekstra hænder, så vi byder hende hjertelig velkommen, siger Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist til Ekstra Bladet.

- Hvad siger det om Alternativet, at I kan lokke en Socialdemokrat over?

- Vi har ikke lokket nogen, men blev blot kontaktet af Pernille, efter at hun havde haft nogle grundige overvejelser. Vi har jo tidligere fået folk fra Venstre og SF, og det tyder da på, at folk er med på vores tværgående politiske projekt og dermed klar til forandring.

Ved valget sidste sommer fik Pernille Schnoor 3811 personlige stemmer, og der måtte fintælling til, før det stod klart, at hun havde slået partifællen Malou Lunderød med blot 73 stemmer.

Socialdemokraterne har selv tidligere taget i mod nye gruppemedlemmer fra andre partier. Eksempelvis SF'erne; de tidligere ministre Astrid Krag og Ole Sohn samt Jesper Petersen.

Se også: R-formand skuffet over Manu

I sidste måned var han radikal for altid - i dag føles partiet forkert. Foto: Peter Mydske/Polfoto Dansk politik - 20. mar. 2016 - kl. 12:32 Manu i sidste måned: Jeg er altid radikal

331 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere