Der kan gå dage eller uger imellem, at Sønderborg-købmanden André Pickardt sælger en kasse pilsnere. Det er den kontante konsekvens af at drive forretning tre kvarters kørsel fra de billige grænsesupermarkeder i Tyskland.
- Det er meget sjældent, det sker. Som regel er det firmaer, der lige skal bruge et par kasser her og nu. Men i det daglige er der ingen grund til, at sætte Tuborg og Carlsberg frem i butikken, siger André Pickardt.
Prisen for en kasse øl og en bakke dåseøl - i alt 54 øller uden pant - er 330 kroner hos den lille Min Købmand på Grundtvigs Allé i Sønderborg.
For det samme beløb kan man få 144 dåser øl hos Fleggaard i Harrislee ved Flensborg - ligeligt fordelt mellem Royal Export og Tuborg pilsnere.
Årsagen er høj moms og statsafgifter i Danmark og nul afgifter i Tyskland. Og dermed udgør øl og sodavand krnen i den samlede grænsehandel på godt 11 mia. kroner.
Helt urimelige vilkår
- Det er jo fuldstændig urimelige konkurrencevilkår, siger André Pickardt.
- Jeg synes, politikerne er gået i slæbegear med hensyn til at løse problemerne. Over alt i grænseregionen er det billige øl og sodavand fra Tyskland, der sætter dagsordenen for de små handlendes omsætning.
- De lavere afgifter, som blev indført for et par år siden for at tage toppen af grænsehandelen, virkede kun i kort. I dag er tilstanden som før, siger André Pickardt.
- Der er kun et at gøre, og det er at fjerne øl- og sodavandsafgifter i Danmark. Men om det vil dæmpe grænsehandelen, er nok tvivlsomt efter tre-fire årtier med voksende omsætning, siger André Pickardt.
Han deltog fredag i en paneldebat i Ekstra Bladets Valgfart, der fredag morgen stod ved indgangen til Fleggaard, hvor en lind strøm af tørstige danskere hentede tusindvis af billige øl og sodavand.
I bussen diskuterede Enhedslistens Henning Hyllested fredag eftermiddag den voksende grænsehandel med en anden lokal valgt MF'er, Ellen Trane Nørby.
Så galt står det til med svineriet i Sønderborg. (Foto: Anita Graversen)
Se indslaget med Sønderborg-købmanden på Ekstra Bladets Valgfart TV.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.