Sønner i rørende afsked med Niels Helveg: Sådan sagde far farvel

Niels Helveg Petersens sønner mindedes deres afdøde far ved arrangement på Christiansborg

Rasmus (forrest til venstre) og Morten Helveg Petersen bærer deres fars kiste ud fra Holmens Kirke i København. Foto: Mogens Flindt
Rasmus (forrest til venstre) og Morten Helveg Petersen bærer deres fars kiste ud fra Holmens Kirke i København. Foto: Mogens Flindt

Niels Helveg Petersens sønner, Rasmus og Morten, var begge tydeligt berørte, da de tidligere i dag talte ved et mindearrangement for deres afdøde far.

Som erfarne politikere har de to Helveg-sønner stået på en talerstol ved adskillige lejligheder. Men netop de taler, de skulle holde foran den store forsamling i Fællessalen på Christiansborg, var selvsagt helt særlige.

– Vi er alle dybt berørte over de mange varme følelser efter din alt, alt for tidlige bortgang, sagde Morten Helveg Petersen direkte henvendt til far Niels.

Se også: Helveg i billeder

Sidste ønsker
Niels Helveg Petersen blev i dag bisat i Holmens Kirke i København, hvorefter han blev mindet på Christiansborg.

Han døde forrige lørdag, 78 år gammel, efter at have været ramt af kræft i spiserøret. I tiden forinden havde det radikale koryfæ og tidligere udenrigsminister nogle særlige ting, han ville nå, forklarede den yngste søn, Rasmus, i sin tale:

– I ugen op til hans død kunne man godt fornemme, at han var i gang med at sige farvel til verden.

– Han tog smertestillende medicin, så kan kunne ikke køre bil. Jeg kørte ham til AB (fodboldklub i Gladsaxe red.), hvor han ville drikke en øl med fodboldkammeraterne efter træning. Jeg tror, at han gjorde det, fordi han skulle ud at sige farvel. Det var i sidste uge, sagde Rasmus Helveg og fortsatte:

– Han inviterede sig selv på middag forrige mandag. Der bestilte han risotto. Det var noget af det, han stadig kunne klare at spise, lød det fra Rasmus Helveg Petersen, der blandt andet har været klima- og energiminister.

Niels Helveg Petersens utrolige karriere

På det politiske cv kunne den radikale folketingspolitiker Niels Helveg Petersen skrive en række titler. Blandt andet har han været både udenrigsminister og økonomiminister i løbet af sin tid på Christiansborg.

Allerede fra barndommen var det en oplagt vej for Niels Helveg at sigte mod en karriere i politik.

Han var søn af den tidligere radikale undervisnings- og kulturminister Kresten Helveg Petersen og tidligere borgmester i København Lily Helveg Petersen.

Derfor var politik et helt centralt omdrejningspunkt i barndomshjemmet.

Allerede i 1966 blev den 27-årige, fremadstormende jurauddannede Niels Helveg Petersen selv valgt til Folketinget for første gang.

12 år senere - i 1974 - afbrød han uventet sin politiske karriere og begyndte som kabinetschef for det danske medlem af EF-kommissionen Finn Olav Gundelach.

Men Helveg kunne ikke undvære den politiske arena. Efter valget i 1977 genindtrådte han i Folketinget og overtog posten som leder af De Radikales folketingsgruppe.

Det blev begyndelsen til Niels Helveg Petersens politiske kongemageri.

I 1981 vurderede han, at Socialdemokratiets daværende statsminister, Anker Jørgensen, var kørt fast. Så året efter banede den radikale leder vejen for Poul Schlüters (K) indtog i Statsministeriet og startskuddet til 11 års uafbrudt borgerlig dominans.

De Radikale trådte ind i Poul Schlüters VKR-regering i 1988. Helveg blev økonomiminister og stoppede samtidig som radikal gruppeformand.

Da Tamilsagen krøb nærmere, begyndte Niels Helveg Petersen at føre samtaler med Socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen. Han så gerne, at Nyrup væltede Svend Auken som S-formand. Det skete året efter.

I 1993 blev Nyrup statsminister med Niels Helveg Petersen som udenrigsminister. En post han sad på frem til 2000, selv om han i virkeligheden hellere ville have været formand for Folketinget.

Helveg trådte ud af Folketinget i forbindelse med valget i 2011. Han har dog siden været tilbage på Christiansborg som suppleant.

Det politiske familiedynasti blev også ført videre af Niels Helveg Petersen.

Det var nemlig ikke kun ham, der gik i sine forældres fodspor. Også hans egne sønner, Rasmus Helveg Petersen og Morten Helveg Petersen, har gjort politisk karriere.

Kilde: Ritzau

Desuden valgte Niels at invitere Rasmus Helvegs svigerforældre til familiens hus på Langeland for at se dem en sidste gang:

– Han gik og sagde farvel de sidste dage.

– Det har været meget tungt. Jeg er selvfølgelig ulykkelig over min fars død, lød det fra Rasmus Helveg Petersen.

Se også: Falbert om Helveg: Kongemager og grinebider

Du var legekammerat
Broren Morten bemærkede, at stedet for mindehøjtideligheden var særdeles velvalgt. 

– Det er så passende, at vi mindes dig på Christiansborg i dag, fordi politik var dit liv, lød det fra Morten Helveg, der hen mod talens afslutning ikke kunne holde tårerne tilbage.

– Kære far. Vi var tætte på hinanden – ikke mindst op gennem 00’erne, hvor vi havde kontor ved siden af hinanden på den radikale gang. Du var legekammerat, og du var far, lød den rørende besked til faren fra den radikale Europa-parlamentariker.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere