Søren Espersen kræver DR-vært fyret fra program

DR-værten Steen Nørskov er fortid på 'Deadline', hvis det står til DF-politiker

Søren Espersen mener, at DR manipulerer med virkeligheden. Foto: Ritzau Scanpix
Søren Espersen mener, at DR manipulerer med virkeligheden. Foto: Ritzau Scanpix

Søren Espersen (DF) er vred. Så vred, at han efter et DR-program nu kræver 'Deadline'-værten Steen Nørskov fyret.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Sådan en journalistisk manipulation bør koste noget. DR bør irettesætte ham, få ham til at undskylde eller flytte ham til en anden redaktion, siger Dansk Folkepartis næstformand.

Meldingen kommer efter et Deadline-program 18. januar, der omhandler den kontroversielle debattør og islamkritiker Tommy Robinson, som samme dag modtog Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.

Dømt prismodtager
Den 37-årige Tommy Robinson er blandt andet kendt for at være en af grundlæggerne bag English Defense League (EDL), medlem af British National Parti og det britiske Pegida og er tidligere blevet kaldt den 'britiske Rasmus Paludan'.

Robinson har fået flere fængselsdomme for blandt andet vold, og han modtog ytringsfrihedsprisen for at have 'udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord'.

Se også: Søren Espersen tordner: Det er en gedigen skandale

I 'Deadline'-programmet afspiller Steen Nørskov en video med Robinson for formanden for Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, der er med i studiet.

I videoen ser man Tommy Robinson opsøge en journalist fra det britiske medie The Independent på sin hjemmedresse. Robinson banker hårdt på døren, filmer ind ad vinduer og kalder journalisten for en 'kujon', hvorefter Aia Fog bliver spurgt, om det er en 'værdig måde for en prismodtager at optræde på'.

Men Steen Nørskov fortæller aldrig, hvorfor Robinson i første omgang opsøger manden.

'Lavmålet af journalistik'
Journalisten fra The Independent har flere gange skrevet kritisk om Robinson, og ifølge debattøren selv står han i ledtog med en aktivist, der har truet hans børn på livet.

Det sidste nævner DR dog aldrig, og det er at manipulere med virkeligheden, mener Søren Espersen.

- Steen viser et klip, der kun er et halvt klip. Grunden til hans vrede er, at børnene er truet på livet, og sådan en journalistisk manipulation bør koste noget, siger Espersen til Ekstra Bladet.

- DR bør irettesætte ham eller få ham til at undskylde, men det gør DR jo aldrig. Der er ingen tvivl om, at de bliver manipuleret med. Det er lavmålet af journalistik og elegant lavet af DR, siger Espersen.

- Mener du, at det er op til politikere at kontrollere, hvem medier skal ansætte?

- Næ, det gør jeg ikke. Jeg opfordrer bare til, at de (DR, red.) kommer ud af starthullerne. Hvis man gjorde det og sagde undskyld, ville det vække respekt hos befolkningen.

- Hvor går din grænse for, hvad politikere må diktere i forhold pressen?

- Jeg må mene, hvad jeg vil, og jeg blander mig i alt det, jeg har lyst til. Jeg må også gerne kritisere domstolene, hvis jeg vil det. Det skal ingen ændre på. Det må de finde sig i.

- Har du hørt om armslængdeprincippet?

- Det skal da bevares.

- Så får jeg jo lyst til at spørge ... hvor lang er din arm i forhold til armslængdeprincippet?

- Den er skidelang. Den er kilometerlang. Men det skal ikke afholde mig fra at kritisere DR.

- Det, der er essensen her, er, at hun (Aia Fog red.) bliver groft manipuleret. Det er ragende galt. Jeg er politiker, så jeg kan ikke fyre ham, men han egner sig ikke til at sidde i den stol.

DR: Grænsen til det uklædelige
Nyhedschef i DR Thomas Falbe understreger over for Ekstra Bladet, at det er DR og ikke politikerne, der bestemmer, hvem der er ansat på hvilke programmer.

- Politikere er frie til at mene, hvad de vil, men i det her tilfælde er det på grænsen til det uklædelige, at folkevalgte kræver en navngiven medarbejder fyret, fordi man ikke kan lide det pågældende interview.

- Det er Folketinget, der lægger rammerne for DR, men jeg kan med sikkerhed sige, at hvem der arbejder på hvilke programmer og redaktioner, det bestemmer vi selv, siger Thomas Falbe.

- Har Søren Espersen ret i sin kritik? Burde I have fortalt baggrunden for klippet?

- Er der fejl, retter vi og beklager, men i dette tilfælde har jeg ikke kunnet finde grund til det. Vi tager det stille og roligt.

Omkring 100 demonstranter var mødt op for at vise deres modstand mod Trykkefrihedsselskabets invitation af Tommy Robinson. Foto: Anthon Unger Politik - 18. jan. 2020 - kl. 17:09 Vrede demonstranter: Fatter ikke, hvad Robinson skal her

Tommy Robinson ankommer til retssagen i juli 2019, hvor han idømtes ni månders fængsel. Foto: Ritzau Scanpix Politik - 18. jan. 2020 - kl. 12:58 Modstand mod dansk pris til 'Englands Paludan'

1801 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere