USA ønsker ikke længere at være en del af FN's Menneskerettighedsråd. Det oplyste USA's udenrigsminister Mike Pompeo og USA's FN-ambassadør Nikki Haley sent tirsdag aften på et pressemøde i Washington.
Den amerikanske beslutning har skabt glæde hos Dansk Folkeparti. I hvert fald har partiets næstformand og udenrigsordfører Søren Espersen uddelt tre hurraer på Twitter for den amerikanske beslutning og ytret et ønske om, at Danmark også skal trække sig fuldstændig.
De går efter Israel
Til Ekstra Bladet forklarer Søren Espersen, hvorfor det er vigtigt at Danmark trækker sig ud af rådet.
- Jeg synes, det er en stor skam for FN at have sådan et latterligt råd. Det koncentrerer sig om for eksempel Israel-bashing. De sidste 10 år har de lavet omkring 130 resolutioner, hvor over halvdelen har været rettet mod Israel. Det, det drejer sig om, er at genere Israel, siger Søren Espersen.
Det er ikke kun den såkaldte Israel-bashing, som Søren Espersen er imod ved Menneskerettighedsrådet. En af hans store kæpheste ved rådet er også dem, som er medlemmer.
Menneskerettighedsrådet har modtaget en del kritik fra menneskerettighedsorganisationer for at være domineret af lande, der i andre sammenhænge normalt kritiseres for brud på menneskerettigheder.
- Rådet har haft nogle af de mest tåbelige formænd. Saudi Arabien har været formand ligesom Muammar Gaddafi fra Libyen og Assad fra Syrien. Jeg kan næsten ikke finde på noget, der er værre end de, som sidder der og er med. Nogle gange leder de faktisk også rådet. Det er virkelig en stor skændsel for FN at have sådan et råd siddende, uddyber Espersen.
Klarer sig fint uden
Menneskerettighedsrådet i FN har 47 medlemmer. 13 fra Afrika, 13 fra Asien, 8 fra Latinamerika og de caribiske stater. 7 fra Vesteuropa og 6 fra Østeuropa.
Medlemmerne sider i tre år og har mulighed for at blive genvalgt for to perioder. På nuværende tidspunkt er Danmark ikke medlem, men har meldt sig som kandidat til en plads for perioden 2019-2021.
Kritikere af Menneskerettighedsrådet har foreslået, at man reformerer rådet, så det ikke er domineret af lande, der normalt modtager kritik. Den løsning er Søren Espersen ikke med på. Han vil have rådet lukket permanent.
- Man behøver ikke alternativer til Menneskerrettighedsrådet, det går jo fint uden det. Rådet er værre end noget, der ikke er. Så hvad skal vi med det? Jeg har ikke noget imod, at medlemmerne laver sådan en snakke/kaffeklub, hvor de kan sidde og hækle og snakke sammen. Skal der udstikkes resolutioner eller noget, så skal de bare ikke gøre det, hvilket de gør nu, forklarer Søren Espersen.
Minister ikke enig
Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), har på Twitter udtryk ærgelse over, at USA trækker sig ud af rådet. Han ønsker en reformering af rådet, ikke at det bliver nedlagt.
- Rådet har brug for at blive reformeret. USA er en vigtig partner i dette - og i at forsvare menneskerettigheder, frihed og demokrati, skriver han på Twitter.