Søren Espersen om Ekstra Bladet: I er blevet så sure

DF-bullerbassen har ikke længere tid til at svare alle de folk, som skriver til ham på Twitter. Og det gør bestemt ikke sagerne bedre, at Ekstra Bladet er blevet så sure, siger han

Søren Espersen vil fremover kun svare via mail. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Søren Espersen vil fremover kun svare via mail. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Han sidder ved flyglet og lader fingrene danse over klaviaturet i sin sydsjællandske hacienda, da Ekstra Bladet fanger Søren Espersen, DF's næstformand, på telefonen.

Årsagen er, at den skarpt skydende DF-næstformand vil drosle ned på sit ellers ganske aktive Twitter-liv. Han vil simpelthen ikke længere svare de folk, som skriver til ham igennem pippe-mediet. Fremover skal folk sende en mail.

- Hvad er nu det for noget klynkeri?

- Jeg synes bare ikke, jeg har tid. Det er ikke fair, at de folk som skriver, ikke får svar. Det er dårligt. Jeg har ikke tid, simpelthen. Det er ikke smækken med døren.

- Så du vil altså stadig skrive ting?

- Det bliver nok mindre og mindre, vil jeg tro.

Søren Espersen understreger, at beslutningen ikke har noget at gøre med, at hans ofte provokerende tweets ofte møder stor modstand.

- Jeg kan jo godt lide at skrive lidt direkte, som han siger.

Som i den forgangne uge, hvor mange Twitter-brugere var ude med riven efter DF'eren fordi han delte et billede af tre bikiniklædte kvinder i anledningen af burka-forbuddet.

'Rigtigt mange er på vej fra Nørrebro - ud mod stranden. Tre af de tidligere indespærrede kvinder er allerede fremme og vi fik lov at snuppe et foto,' skrev han.

Billedet var taget fra et billedebureau, hvilket udløste beskyldninger om at folketingspolitikere udspredte forkerte oplysninger.

Et kunstværk
Sagen blev ikke bedre i manges øjne, da Søren Espersen til sit forsvar kaldte billedet 'et kunstværk'.

Her på Ekstra Bladet var vores satiriske side 2 i avisen også ude efter Søren Espersen.

'Den måde, Dansk Folkeparti fortsat siger og gør tingene på, er ved at lyve, svindle og manipulere. Og det mener næstformand Søren Espersen er helt i orden. Bare det gøres på en 'kunstnerisk' måde.

Men drilleriet falder ikke i god jord hos Søren Espersen.

- Jeg synes ikke, det var spor sjovt, fordi de var så sure.

- Men på vores side 2 laver vi jo sjov med alle og enhver?

- Det ved jeg godt. Men jeg synes ikke, det var særligt sjovt. De var jo sure. Jeg har aldrig oplevet side 2 så sure. Det var da noget underligt noget. De var så æddikesure. Jeg tænkte, hold da op nogle sure idioter allesammen. Det er trist når side 2 også svigter, siger han.

Den klarer vi på fem minutter
Dansk Folkeparti er i disse dage ellers midt i et for partiet usædvanligt oprør.

De unge folk Anders Vistisen og Peter Kofod Poulsen vil nemlig have førstnævnt opstillet som spidskandidat ved Europaparlaments-valget til maj.

Søren Espesen udtalte i den forbindelse, at der intet usædvanligt er i, at partiet stadig ikke har udpeget en frontfigur. I dag har han dog ikke det store at tilføje.

- Jeg vil ikke kommentere det. Det er noget, I må tage med Kristian Thulesen Dahl.

Se også: Nyttig idiot

Anders Vistisen har udtalt, at han har følt sig ladt alene af de ældre folk i paritet i Meld-skandalen. Han peger specifikt på Søren Espersen. Men heller ikke den del af kritikken ønsker Søren Espersen at kommentere fra klaverstolen.

Han bekræfter dog, at sagen vil blive taget op på partiets sommergruppemøde i den kommende uge. Søren Espersen forventer dog ingen større ballade.

- Det ordner vi på højest fem minutter, forsikrer han.

Se også: Ungdomsoprør i DF: Mini-Tulle støtter kritik af parti-toppen

Se også: Skandalesagen skaber uro i DF: Kræver toppost - men frygter Tulles hammer

415 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere