Søren Pape: Der var ingen forhandling

Efter flere timer i forhandling om ny genåbning af landet, forlod Det Konservative Folkeparti bordet uden egentlig at have forhandlet, siger Søren Pape (K)

Det regeringen kommer med, er det, som det ender med, siger Søren Pape om forhandlingerne. Foto: Jonas Olufson
Det regeringen kommer med, er det, som det ender med, siger Søren Pape om forhandlingerne. Foto: Jonas Olufson

Partierne forhandlede tirsdag aften om ny genåbning af Danmark. Men ifølge formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, var der ingen reel forhandling, inden de blå partier blev smidt uden for døren.

De mange timers forhandlinger gik med en gennemgang af det, som regeringens talknusere havde regnet på, inden det kom til egentlig forhandling.

- Da vi skulle til at forhandle, tog vi en runde, hvor vi sagde, hvad vi ønskede, hvorefter det hurtigt blev konstateret, at vi ikke kunne nå til enighed, siger Søren Pape til Ekstra Bladet.

Ifølge Søren Pape var regeringen ikke til at hugge og stikke i, og med opbakning fra støttepartierne var forhandlingerne slut, nærmest inden de overhovedet var begyndt.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Ikke specifikke nok
Søren Pape kritiserer regeringen for ikke at være specifikke nok, når de får regnet på genåbningen fra eksperterne.

- Jeg vil gerne være mere specifik og regne på eksempelvis efterskolerne. Vi vil regne specielt på skolebørn i kommuner med lavt smittetal. Eksperterne regner på store enheder og laver brede beregninger, for det er de blevet bedt om, siger Søren Pape.

Pape ville have åbnet samfundet mere op og havde et indædt ønske om at få efterskole- og højskoleelever tilbage samt ældre skolebørn i de kommuner, hvor smitten er lav. Men det kan de tilsyneladende skyde en hvid pind efter.

- Corona er andet end smitte. Corona er også trivsel blandt unge mennesker. Det er vi nødt til at brede ud, og det skal vi tage alvorligt.

- For mig er det ikke kritik af eksperterne – det sagde jeg også på mødet – men de regner med den generelle regnemaskine i stedet for at gå ned på det konkrete, lyder det fra Søren Pape.

Butikker bløder
Pape medgiver, at en større genåbning kan betyde flere smittede, men det er en kamel, som må sluges. Han ønskede også, at flere liberale erhverv kunne genåbne, for ellers frygter formanden, at en bølge af konkurser vil ramme.

- Der skal være nogle, der taler for de butikker, der mistrives og bløder. Dem skal der være et talerør for, siger Søren Pape.

1. marts træder den nye epidemilov i kraft, og så får oppositionen flere muskler at spille med ifølge Pape.

- Så starter vi en ny proces, hvor vi kan byde ind med, hvad der skal regnes på, og hvad der kan forhandles på, så vi kommer med om bordet igen. Vi har mildest talt været sat udenfor, lyder det fra partiformanden.

601 kommentarer
Vis kommentarer