Søren Pind solgte ud for statue af Reagan

Hvis tingene ikke er på skrift, kan man ikke være sikker på, at man får det, man er blevet lovet. Det har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind måttet sande, da han ikke fik sin statue af Ronald Reagan

Søren Pind er vild med Ronald Reagan, derfor drømmer han om at opstille en buste af den tidligere præsident i København. Foto: Jens Dresling
Søren Pind er vild med Ronald Reagan, derfor drømmer han om at opstille en buste af den tidligere præsident i København. Foto: Jens Dresling

Hvem skulle have troet, at den afdøde amerikanske præsident Ronald Reagan er årsagen til, at Københavns overborgmester Frank Jensen og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind er havnet i en bitter strid?

Men det er ikke desto mindre årsagen ifølge Berlingske.

Det er nemlig en god gammeldags byttehandel med overvågning af danskerne for en buste af Ronald Reagan i København, der har udløst den noget specielle konflikt mellem de to tidligere justitsministre.

Noget for noget
I perioden 2015 til 2016 var Søren Pind justitsminister, og Frank Jensen spurgte da Pind, om det var muligt at få en lovgivning, der skulle give bedre muligheder for kameraovervågning på almene boligbyggerier.

Det ville Søren Pind gerne forsøge at indføre, hvis Frank Jensen så ville give tilladelse til, at det danske Reagan-selskab, som ministeren er præsident for, ville kunne opsætte en statue eller buste af den tidligere præsident et sted i København.

Allerhelst skulle hyldesten til Reagan placeres på Sankt Annæ Plads i København. Samme sted, hvor Forligsinstitutionen befinder sig. For på pladsen er der i forvejen en buste af en anden tidligere amerikansk præsident Franklin D. Roosevelt, der var præsident fra 1933 og frem til hans død i 1945.

Overborgmesteren sagde ifølge Søren Pind god for byttehandlen, men det københavnske bystyre har ikke rejst en statue eller buste af den tidligere præsident og Hollywood-helt.

Glemte aftalen
Frank Jensen fik sit ønske opfyldt med muligheden for at bedre kunne overvåge almene bebyggelser takket være Søren Pinds ihærdighed.

Da sidstnævnte i 2017 ikke længere var justitsminister, men uddannelses- og forskningsminister, mente han, at det var på tide at minde overborgmesteren om deres interne aftale. Derfor sendte Søren Pind et brev til Frank Jensen.

I brevet gør Søren Pind det klart, at det danske Reagan-selskab nok selv skulle finansiere busten, Frank Jensen skal bare sørge for, at den kan blive placeret på Sankt Annæ Plads.

Svaret fra Frank Jensen var bare ikke helt det, som Søren Pind havde håbet på. For nu skulle ministeren søge om tilladelse igennem de offentlige instanser, for han vil ikke kunne få den gode placering foræret af overborgmesteren.

Artiklen fortsætter under billedet

Ingen præsident til København
Vi skriver nu 2018, og der er stadig ikke blevet opført en buste af Ronald Reagan i København. Derfor kunne man tro, at hele historien bare var en and. Men det er det ikke, da en af hovedpersonerne selv har bekræftet det hele på Twitter.

Da en journalist fra Politiken skriver til Søren Pind, bekræfter ministeren, at han forsøgte at bytte Reagan for overvågning. Han fortæller også, at han satte et højt krav for at indføre lovgivningen i håb om, at Frank Jensen ville trække sig ud af byttehandlen.

Drømmen om Reagan på et centralt sted i København var dog så stor, at Søren Pind alligevel gik imod sine instinkter og folketingsgruppe i sidste ende.

Frank Jensen benægter selv ethvert kendskab til den såkaldte byttehandel. I en sms til Berlingske skriver han.

'Jeg kan ikke genkende hans fremstilling. Jeg har aldrig lavet en studehandel om en Ronald Reagan-buste.'

Ikke mere Reagan-gate
Søren Pind gider ikke tale mere om sagen med statuen, oplyser han selv på Twitter.

Ministeren ser hele sagen som, at danskerne rent faktisk tror på hans historie om studehandlen, og at det er den københavnske overborgmester der lyver. Han slutter af med at kalde Frank Jensen for en løgnhals og en sjuft.

178 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen