Spekulanter forsøgte at gentage svindel med udbytteskat

En eller flere bagmænd bag udbytteskatteskandalen forsøgte igen i 2017 at hæve 25 millioner kroner fra Skat

Selv om danmarkshistoriens største svindelnummer blev opdaget i 2015, og det stod klart, at et netværk af finansfolk havde plyndret statskassen for 12,7 milliarder kroner i uretmæssig udbetalt udbytteskat, fik det ikke bagmændene til at stoppe.

Mindre end to år senere prøvede de en gang til at hive yderligere 25 millioner kroner ud af statskassen. Det viser dokumenter fra Kammeradvokaten, som Politiken og DR er i besiddelse af.

1. februar 2017 modtog Skat 34 anmodninger fra amerikanske pensionsfonde om refusion af udbytteskat for i alt 25 millioner kroner.

Ulig de mange hundrede anmodninger, der blev godkendt i perioden fra 2012 til 2015, blev Skat denne gang mistænksom, og anmodningerne blev efter en granskning afvist, skriver Politiken onsdag.

- Det er rigtigt, at vi har afvist 34 anmodninger, som er anmeldt til SØIK (Statsadvokaten for særlig Økonomisk og International Kriminalitet, red.), og det er, fordi vi har set noget, der minder om de mønstre, vi har set i det øvrige svindelkompleks, siger Steen Bechmann Jacobsen, der er direktør for Skattestyrelsens afdeling for særlig kontrol, til Politiken.

Alarmklokkerne ringede først og fremmest, fordi flere selskaber fra svindelnummeret mellem 2012 og 2015 dukkede op blandt ansøgningerne.

Men også nummereringen af flere indsendte dokumenter, der skulle bevise, at pensionskasserne ejede aktier i danske firmaer og dermed havde ret til at få udbetalt refusion af udbytteskat, fik myndighederne til at slå bremsen i.

Flere af de falske dokumenter fra 2012 til 2015 var nummereret fortløbende, selv om mange af selskaberne intet havde at gøre med hinanden, skriver avisen.

Det får både Kammeradvokaten og eksperter til at slå fast, at der er tale om en eller flere af de samme bagmænd, som tidligere var med til at plyndre statskassen.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere