Spidskandidat vil rense luften: Daxit-valg i 2019

Danmark skal gøre som briterne og melde os ud af EU ved at lave en dansk version af brexit, mener spidskandidat, der vil have danskerne til at stemme om 'daxit' i 2019

Rina Ronja Kari vil gerne være spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, når danskerne skal stemme ved valget til Europa-Parlamentet næste år. Foto:  Katinka Hustad/Ritzau Scanpix.
Rina Ronja Kari vil gerne være spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, når danskerne skal stemme ved valget til Europa-Parlamentet næste år. Foto: Katinka Hustad/Ritzau Scanpix.

Snart får du måske et nyt udtryk i dit ordforråd: Daxit.

Danskerne skal stemme til Europa-Parlamentet næste år, men står det til Folkebevægelsen mod EU, så skal vi også stemme om selve medlemskabet af EU.

Det skal ske ved en folkeafstemning om et dansk EU-exit - et såkaldt daxit - oplyser spidskandidaten Rina Ronja Kari.

- Vi står nu ved en skillevej, hvor vi på den ene side har Storbritannien, som er ved løsrive sig med brexit, og på den anden side stærke kræfter internt i EU, der bevæger sig mod Europas forenede stater, siger Rina Ronja Kari.

- Jeg så gerne en folkeafstemning om Daxit i 2019, og uanset om man er for eller imod EU, så er det altid en god ide at spørge danskerne og få renset luften, forklarer hun.

Den gode nabo
Grunden til et daxit skal findes i de politiske beslutninger i EU, som ifølge Folkebevægelse mod EU bliver truffet alt for langt fra borgerne.

- Det handler om demokrati, og at borgerne har størst mulig indflydelse på deres liv og samfund, og derfor skal beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt. Det er i modsætning til EU, som trækker beslutningerne væk, så det er svært at få overblik og indflydelse, siger Rina Ronja Kari.

- Vi skal melde os ud og blive EU’s gode nabo, så vi stadig kan rejse rundt og handle med hinanden, samtidig med at vi får vores demokratiske ret tilbage, fortæller hun.

Dyr skilsmisse
Briterne forhandlinger i øjeblikket med EU om en skilsmisse - kaldet brexit - og en undersøgelse peger på, at det kan blive dyrt.

Faldende økonomisk vækst som følge af brexit vil i værste fald resultere i 482.000 tabte arbejdspladser og tabte investeringer for 46,8 milliarder pund (391 milliarder kroner) frem til 2030, hedder det i en undersøgelse bestilt af Londons borgmester, Sadiq Khan.

Økonomer mener, at Storbritannien allerede mærker nogle af konsekvenser af brexit. Blandt andet er reallønnen faldende, men det afskrækker ikke spidskandidaten.

- Vi kan lære meget af den britiske proces, og vi skal have en klar køreplan, hvis vi vil forlade EU, siger Rina Ronja Kari.

- Når det handler om EU, så bliver der altid sagt, at det er svært og nogen gange umuligt, men dagen før, så ender det alligevel med en løsning. Det handler om politisk vilje, fortæller hun.

'Svært at sikre ordentlig løn'
Nigel Farage, der som leder af det EU-fjendske parti Ukip førte an ved den succesrige folkeafstemning om EU i juni 2016, kommer nu med en ny overraskende besked: En ny folkeafstemning. Ikke fordi han har fortrudt, men for at lukke munden fuldstændig på dem, som gerne vil blive i EU.

Ved den britiske folkeafstemning i 2016 stemte 52 procent for at melde sig ud af EU, mens 48 procent sagde ja til at blive.

Den britiske exit fra EU bliver en realitet i slutningen af marts næste år. og Danmark skal følge efter, lyder det.

- EU-medlemskab gør det svært at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for folk, som kommer til Danmark og arbejder, fortæller Rina Ronja Kari.

- Vi er også tvunget til at acceptere skadelige kemikalier og vores mad og legetøj på grund af EU’s indre marked, der også gør det umuligt at stoppe skattely, fordi virksomhederne kan flytte kapital rundt, forklarer hun.

Spidskandidaten for Folkebevægelsen mod EU fik 64.000 stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i 2015. Den nye spidskandidat vælges formelt til oktober, men det er en formsag, når nu spidskandidaten genopstiller.

De andre EU-skeptiske partier - Enhedslisten og Dansk Folkeparti - har endnu ikke valgt spidskandidat.

 Efter Brexit roste Trump Theresa May (Video: AP)

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen