Venstres Claus Hjort Frederiksen er blevet draget ind i skandale-sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). På samme tid fungerer han som formand for det folketingsudvalg, der skal føre kontrol med selvsamme spiontjeneste.
Den tidligere forsvarsminister sidder således i spidsen for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne - i daglig tale Kontroludvalget.
På den måde risikerer Claus Hjort Frederiksen at rende ind i et habilitetsproblem, lyder fra Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm
- Hvis der kommer sager op i Kontroludvalget, som direkte omhandler Claus Hjort, så er det da klart, at der er et habilitetsspørgsmål. Så håber jeg da ikke, at han skal sidde for bordenden på de møder, hvor de behandler ham selv. Det vil jeg mene strider fuldstændig mod habilitetsprincippet, siger hun.
Vildledende oplysninger
Det var i rollen som fungerende forsvarsminister, at Claus Hjort i juni 2019 blev advaret om, at noget var galt i FE.
Dengang lød det fra det uafhængige kontrolorgan 'Tilsynet med Efterretningstjenesterne', at efterretningstjenesten havde afgivet 'mangelfulde eller vildledende oplysninger' for at dække over overvågning af danskerne.
Men det førte ikke til et politisk krav om ændringer i efterretningstjenesten, skriver Politiken.
Mandag blev advarslen fra 2019 så gentaget i endnu stærkere form - og der blev føjet flere kritikpunkter til.
Sagen har nu ført til, at både den nuværende og tidligere efterretningschef samt to ledende medarbejdere er blevet hjemsendt.
Samtidig har forsvarsminister Trine Bramsen (S) varslet en tilbundsgående undersøgelse af skandalen, som altså trækker spor til Claus Hjorts tid som forsvarsminister (november 2016 til juni 2019) - og som kan ende på hans bord i Folketingets Kontroludvalg.
Engell: Regeringen vil indføre særlov
Udpeger medlemmer
Kontroludvalget er blevet nedsat for at 'gennemføre en styrkelse af den parlamentariske kontrol og indsigt på efterretningsområdet,' fremgår det af FE's hjemmeside.
Udvalget består af medlemmer fra Folketingets fem største partier. De skal bl.a. inddrages, når medlemmerne i 'Tilsynet med Efterretningstjenesterne' skal udpeges.
Det selvsamme tilsyn, som har rejst den hårde kritik af FE.
Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Claus Hjort Frederiksen og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.