SSI: Der kan åbnes mere

Der er rum for en yderligere lempelse af restriktionerne, lyder det i notat fra SSI

Restauratører på Bornholm bønfalder regeringen om at åbne

Der kan være gode nyheder på vej til de danskere, der er trætte af corona-restriktionerne.

I hvert fald lægger Statens Serum Institut op til, at der kan lempes yderligere for restriktionerne i forhold til den genåbningsplan, som et flertal i Folketinget er blevet enige om.

Det fremgår af et notat fra (SSI), som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Her bemærkes det, at der ses en tendens til en lav og stabil smitteforekomst samt en stabilisering af indlagte i Danmark.

Denne gunstige udvikling betyder, at der kan lempes yderligere på restriktionerne, lyder det videre i notatet.

'Det vurderes på den baggrund, at der for nuværende, er rum for lempelse af restriktioner indenfor de områder, der allerede var planlagt (indkøbscentre, kultur, forsamlingsforbud, indendørs idræt for børn), men herudover der også mulighed for yderligere lempelser.'

SSI bemærker dog også:

'Det er SSIs vurdering af genåbningen på trods af den gunstige udvikling fortsat skal ske forsigtigt og trinvis, så der kan reageres hurtigt på ændringer i smitten, så belastning af sundhedsvæsenet forebygges.'

Artiklen fortsætter under videoen

Mette Frederiksen blev tirsdag spurgt om, hvornår restriktionerne kan ophæves og får vist nok sagt, at det afhænger af, hvornår hele verden er blevet vaccineret

Foreløbig plan
Notatet er sendt til Folketingets partier forud for forhandlinger i eftermiddag om en hurtigere genåbning af samfundet.

Et flertal i Folketinget er allerede blevet enige om en foreløbig plan for genåbningen, men nu kunne noget tyde på, at elementer heri kan fremrykkes. I hvert fald giver SSI nu grønt lys til dette.

Det er nu op til partierne i Folketinget at blive enige om, hvordan en hurtigere genåbning af samfundet skal udformes.

Sådan er planen før forhandlinger

22. marts blev et flertal af Folketingets partier enige om en langsigtet genåbning af landet.

Genåbningen finder sted i faser med 14 dages intervaller, hvis ikke et flertal bliver enige om at justere genåbningen.

Læs her, hvad der forventes at kunne åbne i forlængelse af den genåbning, der finder sted efter påske 6. april:

- Fra 21. april åbnes:

De store indkøbscentre og stormagasiner for almindelig handel med videre.

Desuden åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og caféer med videre, museer, kunsthaller samt biblioteker.

Desuden åbnes uden coronapas for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.

- Fra 6. maj åbnes (med coronapas):

Indendørs servering på restauranter og caféer med videre, konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter.

Desuden åbnes – med coronapas – for indendørs idræt for voksne over 18 år.

Sundhedsmyndighederne skal desuden overveje, om anbefalingerne vedrørende hjemmearbejde kan lempes.

- Fra 21. maj åbnes (med coronapas):

Resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke er åbnet i forrige faser. Desuden åbnes indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoo med videre og legelande. Desuden daghøjskoler og aftenskoler.

- Når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, har fået første stik med vaccination mod coronavirus:

Risikoen for dødsfald og overbelastningen af sundhedsvæsnet som følge af corona vil falde meget markant, og samfundet kan genåbnes.

Dog vil der forventeligt stadig gælde restriktioner i forhold til arrangementer med risiko for superspredning, herunder større arrangementer og natteliv, rejserestriktioner samt generelle smitteforebyggende tiltag.

Kilde: Regeringen.