Statsministeriet tavs om ny læk

Regerings-venlige oplysninger fortsætter med at sive til pressen fra et fortroligt corona-møde. Statsministeriet vil ikke forholde sig til politianmeldelse

Foto: Jonas Olofson
Foto: Jonas Olofson

Læk af regerings-rosende oplysninger fra et hemmeligt coronamøde fortsætter med at tilflyde offentligheden fra en ukendt kilde.

I marts skete det til Jyllands-Posten, og i sidste weekend var det så Berlingskes tur.

Både statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, har ellers understreget, at den slags lækager er 'meget alvorlige', og at de endda kan være strafbare.

Se også: Læk fra møde i regeringstoppen: Statsministeriet politianmelder ikke

I kort form beretter de ukendte kilder, at regeringens topministre var langt mere på stikkerne over for truslen fra coronavirussen, end sundhedsmyndighederne var, da situationen blev diskuteret på et møde i regeringens Sikkerhedsudvalg 27. februar.

Men selvom det altså kan være både strafbart og skadeligt for regeringens arbejde, så har Statsministeriet hidtil ikke ønsket at involvere politiet i at opklare sagen.

Det gjorde Finansministeriet ellers, da et arbejdsdokument om partiernes mulige holdninger til kommunal udligning blev lækket tidligere i år.

Udtaler sig ikke løbende
I weekenden blev de regerings-venlige oplysninger fra mødet i Sikkerhedsudvalget så bekræftet - og dermed genfortalt - til Berlingske.

Og kilderne kunne også berette, at Mette Frederiksen på mødet skulle have insisteret på en mere respektfuld omtale af ældre og syge.

Dansk politik - 29. apr. 2020 - kl. 16:58 Statsministeriet advarede om 'meget alvorlig' lækage - efter 26 dage

Ekstra Bladet har bedt Statsministeriet oplyse, om man så denne gang vil opklare den muligt strafbare sag med politiets hjælp.

Men det ønsker ministeriet ikke.

'Statsministeriet finder ikke anledning til løbende at udtale sig om, hvorvidt konkrete historier bragt i medierne, som angiver at have oplysninger fra eksempelvis møder i regeringen, giver anledning til, at Statsministeriet indgiver politianmeldelse for brud på tavshedspligten,' skriver ministeriet i en mail.

V: Hyklerisk
Statsministeriets beslutning om ikke løbende at forholde sig til lækager i medierne falder ikke i god jord hos Venstre.

- Det er udtryk for en hyklerisk dobbeltstandard, fordi der er ingen tvivl om, at Sikkerhedsudvalget er et sted, hvor der skal være dobbeltlukkede døre, siger partiets politiske ordfører, Sophie Løhde.

- Det her er en langt mere alvorlig sag end den, som Finansministeriet skred til politianmeldelse for, men her gør man ikke noget som helst, siger hun.

Læk roser ministre
Ifølge de unavngivne kilders beretning fra mødet pressede regeringens ministre på for mere handling, mere systematisk testning og bedre kommunikation fra myndighederne.

Mette Frederiksen og departementschef Bertelsen beskrives som 'meget skeptiske over for, om sundhedsmyndighederne gik hårdt nok til værks' i forsøget på at stoppe coronavirussens spredning i Danmark.

Finansminister Nicolai Wammen spurgte desuden myndighederne, om man 'mere systematisk kunne teste alle', og kilderne fremhævede desuden, at 'politikerne navigerede efter snusfornuftige rationaler'.

218 kommentarer
Vis kommentarer