Stephanie Lose er tavs om mulig næstformandspost

Venstres stærke formand for Danske Regioner vil ikke kommentere spekulationer om næstformandspost

Er Lars Løkke Rasmussen den rette formand for Venstre? Og er Kristian Jensen den rette næstformand? Eller har valgnederlaget og det efterfølgende opgør om en SV-regering slidt så meget, at Venstre nu bør skifte ud i toppen?

De spørgsmål er i disse dage til debat i Venstres bagland.

Et af de mulige navne, der nævnes som ny næstformand, er Venstres formand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Onsdag var hun dog tavs om den interne uro, da hun mødte op i Finansministeriet for at diskutere næste års økonomi i regionerne med finansministeren Nicolai Wammen (S).

På spørgsmålet om, hvorvidt hun er kandidat til næstformandsposten i Venstre, siger Stephanie Lose:

- Venstre har et formandskab, og det har jeg ikke nogen kommentarer til.

- Kan du engang i fremtiden være kandidat til næstformandsposten i Venstre?

- Jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for at være formand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner. Og Venstre har det formandskab, som Venstre har, og derfor er det ikke en aktuel situation.

- Men det er vel ikke en klar afvisning af, at du bliver næstformand en dag?

- Jeg diskuterer helt generelt ikke hypotetiske, uaktuelle emner, siger Stephanie Lose.

Hun vil hellere ikke kommentere det møde, som Venstre i Region Syddanmark skal holde torsdag i Kolding for at diskutere problemerne i partiet:

- Det er interne Venstre-anliggender. Det har jeg ingen kommentarer til, siger Stephanie Lose.

- Hvordan har du det med at se dit parti i denne situation?

- Der er ingen tvivl om, at når man diskuterer med sig selv i medierne, så er det aldrig til gavn for et parti. Det har vi i hvert fald til gode at se. Derfor er det også vigtigt, at vi diskuterer Venstres interne anliggender internt.

- Kan der komme ro på, efter de opgør der har været mellem formand og næstformand og Claus Hjort Frederiksens angreb på næstformanden?

- Det må man vurdere internt i Venstre, siger Stephanie Lose.

- Kan du frygte, at Venstres forhandlingsevne på Christiansborg bliver svækket af den interne uro?

- Venstre har nogle interne processer, der skal håndteres og afklares nu. Og så er der rigtig mange dygtige folketingsmedlemmer i Venstres gruppe, som vil være helt klar til at løfte de opgaver, der skal løftes, uanset hvordan man afklare tingene internt, siger Stephanie Lose.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere