Støjberg ændrer forklaring i sag om barnebrude - og erkender fejl

Den ulovlige instruks om at adskille alle unge asylpar - såkaldte barnebrude - var faktisk bare en pressemeddelelse, lyder det nu fra Støjberg

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sidder torsdag eftermiddag i åbent samråd i sagen om hendes ulovlige beslutning om at adskille unge asylpar - de såkaldte barnebrude.

Og her leverer hun en ny forklaring, som får oppositionen op i det røde felt.

Inger Støjberg forklarer nemlig nu, at en omstridt instruks - som instruerede Udlændingestyrelsen i at adskille de unge asyl par - slet ikke var udarbejdet som en instruks.

SE DIREKTE TV FRA SAMRÅDET OVER ARTIKLEN

Det var derimod en pressemeddelelse. 'Et politisk statement', forklarer Venstre-ministeren.

- Når det var en pressemeddelelse og ikke en instruks, så blev der ikke foretaget en juridisk vurdering af, om pressemeddelelsen i sin ordlyd ville være ulovlig, hvis den efterfølgende skulle læses som en instruks over for Udlændingestyrelsen.

- Derfor har jeg selvsagt heller ikke drøftet med embedsmændene, at selve det, at jeg udsendte en pressemeddelelse, der indeholdt min politiske tilkendegivelse, ville være ulovlig, når jeg tog undtagelsen ud af ordlyden, siger hun.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er bestemt ikke imponeret af Inger Støjberg.

- Det er en ret vild forklaring, at en pressemeddelelse pludselig bliver en instruks, konstaterer hun.

Holger K. Nielsen (SF) angriber under samrådet også Inger Støjberg. Han påpeger, at bare fordi ministeren nu kalder instruksen en pressemeddelelse, så kan man altså ikke gøre, hvad man vil rent juridisk.

Inger Støjberg erkender da også nu, at hendes behandling af sagen ikke har været god nok.

- Der er ting i det her forløb, der kunne have været håndteret bedre, siger hun, og fortsætter:

- Mit mål var at sikre de unge par et pusterum ved ankomsten til Danmark.

Konkret erkender Inger Støjberg, at det var en fejl, at hendes pressemeddelelse ikke blev fulgt af en reel juridisk gennemtjekket instruks.

Se også: Oppositionen vil have mig fyret: Er Støjberg færdig?

- Hvis der var blevet udsendt en instruks efterfølgende, så havde de her forbehold have været med, siger hun.

Det manglende forbehold var, at det ikke nødvendigvis var juridisk muligt at behandle alle asylpar ens og skille dem ad uanset hvad.

Står samtidig fast
Udlændinge- og integrationsministeren fastholder dog også, at hun ikke blev advaret om, at hun var på vej til at begå lovbrud, da hun udsendte en instruks om, at de unge asylpar - hvoraf nogle kvinder er ned til 14 år - over en bred kam skulle skilles ad.

- Der forelå hverken en mundtlig eller en skriftlig advarsel på mit bord, da jeg udsendte en pressemeddelelse, som senere blev til en instruks, siger Inger Støjberg.

Det afgørende spørgsmål i sagen er nemlig, om Inger Støjberg blev advaret, før hun sendte instruksen ud. Det afviser ministeren altså, mens oppositionen presser på for at få lov til at se det skriftlige materiale, som Støjberg modtog.

Inger Støjberg har med opbakning fra Dansk Folkeparti fastholdt, at det hele tiden har været hendes ønske at hjælpe de mindreårige piger, som er blevet gift med voksne mænd.

Og det har der været brug for, siger Inger Støjberg før samrådet. Hun henviser til, at flere af pigerne efter adskillelsen ikke har villet flytte tilbage i samme rum som deres ægtemænd, efter de fik mulighed for det.

- Jeg har hele tiden ønsket at beskytte de her piger. Det har været mit mål. Der er fire pige, der ikke har ønsket at komme tilbage til deres mænd.

- Så det har ikke været for sjov det her. Der er fire piger, der har sagt: Nej, jeg vil ikke tilbage til den mand, jeg ellers er kommet til Danmark med, siger Inger Støjberg.

Nægter udlevering
Endelig afviser Inger Støjberg at udlevere en afgørende intern mail. Ifølge Politiken skulle mailen indeholde en advarsel til ministeren om lovbruddet.

- Af principielle grunde vil jeg ikke udlevere de interne mails, der blev sendt.

Ministeren henviser til hensynet til ministeriets interne proces.

- Det kan ikke være sådan, at fordi en avis skriver nogle forkerte ting, så skal som ministerium og myndigheder forpligtes til at lægge alle mulige ting frem, siger Inger Støjberg.

Se også: Støjberg nægter at dele omstridt mail

 

503 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere