Når Inger Støjberg har afsonet sin fængselsstraf, vil hun tilbage til Folketinget og dansk politik.
Men fredag stod det klart, at vejen ikke bliver via den ledige formandspost i Dansk Folkeparti – og hun har heller ikke meldt sig ind i partiet som menigt medlem, oplyser partisekretær Steen Thomsen.
Ekstra Bladet erfarer til gengæld fra flere kilder, at den tidligere udlændingeminister og næstformand i Venstre i stedet arbejder på at stifte et helt nyt parti.
Inger Støjberg kan ikke se sig selv i nogle af de eksisterende partier i blå blok – og afsøger derfor mulighederne for at trække profiler fra Dansk Folkeparti og Venstre med i det nye politiske projekt.
Hvis duoen Morten Messerschmidt og Peter Kofod som ventet vinder formandsopgøret på DF’s ekstraordinære årsmøde 23. januar, så spås hverken den afgående formand Kristian Thulesen Dahl eller gruppeformand Peter Skaarup store fremtidsmuligheder i partiet. Det kan du høre om her.
Støjbergs dreamteam
Heller ikke Inger Støjberg kan føle sig rigtig velkommen hos Dansk Folkeparti med Messerschmidt for bordenden. Efter det katastrofale kommunalvalg rullede hele partitoppen med Kristian Thulesen Dahl i spidsen ellers den røde løber ud, hvis hun ville lade sig kåre som ny formand.
Men den plan har Morten Messerschmidt og hans inderkreds modarbejdet på de indre linjer – samt i offentligheden via stedfortrædere, som blandt andet har sået tvivl om Støjbergs EU-sindelag.
Ifølge centrale kilder vil det være et drømmescenarium for Støjberg, hvis hun kan få Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup og nogle Venstre-folk – eksempelvis medlem af Europa-Parlamentet, tidligere forsvarsminister Søren Gade - med i det nye parti.
Vil tilbage
Fredag kunne Jyllands-Posten offentliggøre en mail fra Inger Støjberg til Dansk Folkepartis folketingsgruppe og ansatte. Her takkede hun for opbakningen under og efter rigsretssagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar. Men opbakningen har altså ikke fået hende til at melde sig ind.
I mailen skriver Inger Støjberg, at hun vil glæde sig til ’på den ene eller anden måde – at blive en del af Folketinget igen’.
Da Inger Støjberg 21. december blev dømt uværdig og stemt ud af Folketinget, gjorde hun også klart, at hun regnede med at vende tilbage, når straffen var udstået.
- Hvilken platform, jeg kommer til at kæmpe fra, det kan jeg ikke sige endnu. Men I skal ikke regne med, at det allersidste er sagt fra min side, lød det fra Inger Støjberg.
Efterfølgende har Dansk Folkeparti givet Inger Støjberg et jobtilbud om at arbejde for partiet, så hun kunne tjene nogle penge – og afsone fængselsdommen med fodlænke. Men det tilbud har hun, ifølge Steen Thomsen, slet ikke svaret på.
Kristian Thulesen Dahl forventer at fortsætte i Dansk Folkeparti, oplyser han i en sms.
'Man skal ikke tro på alt, hvad kilder fortæller. Jeg regner helt afgjort med at fortsætte mit politiske arbejde i Folketinget for DF', skriver han.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg.