- Min største frygt er at vågne og så være mand i morgen. Jeg ville simpelthen ikke vide, hvad man skulle gøre som mand i 2020.
Ordene er næstformand i Venstre, Inger Støjbergs, og faldt, da hun torsdag besøgte Ekstra Bladets studie.
Kommentaren, som blev kvitteret med et 'man skal tænke sig godt om, det er helt sikkert' fra politisk kommentator Joachim B. Olsen, kommer i kølvandet på Morten Østergaards farvel til formandsposten i Radikale Venstre onsdag efter en intern krænkelsessag.
En sag, han selv viste sig at have hovedrollen i.
Stod frem
Krænkelsessagen i partiet blev skudt i gang af folketingsmedlemmet Lotte Rod, da hun stod frem og fortalte, at hun har oplevet krænkelser i partiet.
Sagen blev drøftet på et gruppemøde onsdag, som var rykket fra Christiansborg til Den Sorte Diamant i det centrale København.
Mødet varede næsten syv timer og endte med, at Morten Østergaard meldte, at han trak sig som formand, fordi han for ti år siden havde krænket Lotte Rod ved blandt andet at lægge en hånd på hendes lår og det sidste stykke tid havde dækket over, at det var ham, der havde krænket hende i sin tid.
Inger Støjbergs kommentar kom, da snakken mellem hende og Joachim B. Olsen faldt på en af Inger Støjbergs tidligere udtalelser om #metoo.
'Ærligt talt! Jeg synes, det er ved at gå helt over gevind med al den #metoo og sexisme-snak,' skrev næstformanden således på Facebook 21. september.
- Altså du er en, der siger, hvad du mener. Skal du så holde dig lidt i tøjet nu, spurgte Joachim B. Olsen hertil.
- Jeg har jo fået skyld for ikke at have gjort det, også i den her periode her, svarede Inger Støjberg.
- Det ville godt nok være en fattig verden, hvis ikke man kan give en kompliment uden at være nervøs.
Du kan se sekvensen med Inger Støjbergs øverst i artiklen.