Støjberg forarget over video: - Dybt rædselsfuldt

En video, som viser, hvordan en stor gruppe muslimske mænd mødtes søndag aften på en parkeringsplads i Aarhus for at bede, har fået Inger Støjberg op i det røde felt

Fællesbønnen, som blev afholdt søndag, blev fanget på video. Se den her. Video: Øxenholt Foto

En gruppe på omkring 30 mænd falder på knæ på en asfalteret parkeringsplads. De bøjer hovederne mod jorden og beder.

Sådan ser det ud på en video optaget søndag sen aften, hvor en gruppe muslimske mænd mødtes nær Gellerupparken i Aarhus for at bede sammen - stik imod forsamlingsforbuddet, som forbyder flere end ti at samles og netop er blevet forlænget til 8. juni.

Og videoen falder langtfra i god jord hos Venstres næstformand og retsordfører Inger Støjberg.

- Når man ser en video som den her, tror man det er fra Islamabad, Mosul eller Mogadishu. Men det er det ikke. Det er i Aarhus, og det er i Gellerupparken. Det er dybt rædselsfuldt at se, for det viser, at vi har med en flok mennesker at gøre, som er fløjtende ligeglade med alle regler, siger Inger Støjberg til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup

Vil ikke efterleve reglerne
Ifølge næstformanden er det ikke nok eksempelvis at sende informationsmateriale ud på arabisk. Hun mener nemlig ikke, at problemet bunder i manglende viden om coronarestriktioner.

- Det her er jo ikke fordi, de ikke kender reglerne. De kender reglerne udmærket, de efterlever dem bare ikke, siger Inger Støjberg. 

- Gellerupparken er ikke et stykke Danmark, det er et lille stykke Mellemøsten, hvor man ter sig fuldstændig, som det passer en. Det er ikke kun coronaregler, de bryder. De er pivkriminelle alt for mange af dem, der bor derude. Det er en sort plet på danmarkskortet, siger hun.

- Hvad får dig til at sige, at det her er et udtryk for et generelt problem?

- Jamen, der må jo være en grund til, at eksempelvis smittetrykket er større blandt ikkevestlige indvandrere i Danmark, siger retsordføreren og henviser til en rapport fra Statens Serum Institut, som blev udgivet 7. maj.

- Og så er det, at integrationsministeren (Mattias Tesfaye, red.) går ind og siger, at så må vi sætte nogle plakater op, så man kommer til at kende reglerne. Altså, de kender udmærket reglerne, de vil bare ikke efterleve dem, ligesom de ikke vil efterleve alle andre regler og normer.

- Men der kan vel være andre grunde til, at indvandrere er overrepræsenteret i statistikkerne, som for eksempel at nogle bor tættere sammen?

- Jo, jo, men altså, man må jo bare sige, at hvis man ser på, hvordan man opfører sig rundt omkring i ghettoområderne, så er det her jo bare ét eksempel ud af mange, siger Inger Støjberg.

- For lidt over en uge siden fik en gruppe fynboer bøder, fordi de dyrkede vandsport i en gruppe med flere end ti deltagere på Kerteminde Havn. Hvorfor går du ikke ud og kommenterer sådan en sag, når du kommenterer den her?

- Altså, for det første skal man jo overholde reglerne, uanset hvem man er, og uanset hvilken hudfarve eller tro, man har. Det har intet med det at gøre. Men der er altså forskel på at holde en kæmpestor fællesbøn og så at dyrke vandsport.

- Jeg bryder mig ikke meget om muslimske bønner på offentlige pladser, men når det er sagt, så har det ikke noget med det at gøre, slår næstformanden fast.

Mere politi
Inger Støjberg mener, at der skal indsættes mere politi i områder som Gellerupparken.

- Politiet skal være langt mere til stede. Man kan jo spørge sig selv: 'Hvor var politiet?'. Det er jo ikke dem, der bestemmer derude længere. Det er helt tydeligvis en flok kriminelle muslimer, der har taget sagen i egen hånd, siger Inger Støjberg.

- Der er kun ét sprog, de forstår. Massiv tilstedeværelse fra politiet og så en jernnæve. Alt tyder på, at politiet ikke har ressourcerne, og det må vi så give dem, så de netop kan være massivt til stede i områder som det her, siger hun.

Ifølge politiinspektør hos Østjyllands Politi Gert Bisgaard var politiet bekendt med, at fællesbønnen skulle finde sted, men de nåede ikke frem i tide, blandt andet fordi patruljevognen, der blev sendt afsted, kørte galt.

Politiinspektøren oplyste også, at politiet fremover vil være til stede i området for at forhindre lignende situationer i at opstå.

Det kan du læse om her.

Fællesbøn og sociale arrangementer efter solnedgang er en normal del af ramadanen, som i år afholdes fra cirka 23. april til 23. maj. Derfor opfordrede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i et Facebook-opslag i slutningen af april danske muslimer til at passe på hinanden og holde afstand under ramadanen.

'Det duer ikke at samles mange fra familien for at bryde fasten, sådan som mange plejer,' skrev Tesfaye.

Flere islamiske moskéer og organisationer har af den grund også opfordret muslimer til at fejre ramadanen i hjemmet, herunder Dansk Islamisk Trossamfund og Dansk Islamisk Center.

112 - 11. maj. 2020 - kl. 17:31 Trodser forsamlingsforbud: Over 30 muslimer samlet til fællesbøn

1585 kommentarer
Vis kommentarer