Annonce:
Annonce:

Støjberg: Thulesen Dahl er velkommen i Danmarksdemokraterne

Forhenværende formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har onsdag meldt sig ud af partiet

Tulles exit er vildt, selv om det var forventet, mener politisk kommentator Joachim B. Olsen.
Annonce:
Følg Politik

Hvis Kristian Thulesen Dahl kan se sig selv i partiet Danmarksdemokraterne, er han meget velkommen.

Det siger formanden i partiet, Inger Støjberg, til Ritzau.

- Hvis han kan se sig selv i Danmarksdemokraterne og har lyst til at være en del af projektet, så er han selvfølgelig velkommen, lyder det.

- Men mit indtryk er også, at han vil bruge noget tid på at se, om det er noget for ham.

Den tidligere formand i Dansk Folkeparti har onsdag meldt sig ud af partiet efter 25 år. Det skriver han i et opslag på Facebook.

Ifølge Inger Støjberg har de to endnu ikke talt sammen om muligheden for, at han skal være kandidat for hendes parti.

Spørgsmål: Kan det virkelig passe, at I ikke har snakket sammen?

- Ja. Det er sådan, at han skal bruge noget tid på at se, om det her projekt er noget for ham. Men bare fordi vi er gode venner, betyder det ikke, at vi sidder og diskuterer sådan nogle ting.

Annonce:

Sådan sagde Støjberg om den stærkt rygtede Tulle-transfer for under to uger siden.

Ifølge Inger Støjberg er det også for tidligt at sige noget om en potentiel rolle i partiet, da han endnu ikke har gjort sin fremtid op med sig selv.

- Men han vil være en gevinst uanset hvad. Her tænker jeg især på hans menneskelige og faglige kvalifikationer.

Inger Støjberg har endnu ikke offentliggjort et officielt partiprogram. Det kommer 'hen ad vejen', gentager hun onsdag.

- Da jeg præsenterede partiet, tegnede jeg nogle linjer op for, hvilken retning jeg ser det gå i. Der vil blive fyldt mere på hen ad vejen.

Spørgsmål: Men hvornår kommer der en officiel udmelding?

- Det kommer, når det kommer, siger hun.

Indtil videre har Inger Støjberg ikke andre potentielle kandidater i tankerne end Kristian Thulesen Dahl.

Annonce:

- Først skal vi have vælgererklæringerne i hus. I disse dage skal vi jo genbekræfte vælgererklæringerne. Der ligger mit fokus. Inden da er der jo ikke et parti.

Flere afgåede medlemmer af DF har i de seneste uger flirtet med tanken om at blive en del af Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne.

Uden at sætte navn på oplyser hun da også, at hun har snakket med flere af dem de seneste dage.

- Men Danmarksdemokraterne er ikke Dansk Folkeparti 2.0, understreger hun og peger blandt andet på EU som et potentiel stridspunkt mellem de to partier.

- Men i forhold til udlændingepolitikken har jeg jo altid haft et tæt samarbejde med blandt andet DF, så der er også ting, som vi kommer til at se ens på.

FAKTA: DF's folketingsgruppe er mere end halveret siden valg

Det seneste halve år har Dansk Folkeparti mistet en række profiler i både folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og sekretariatet på Christiansborg.

Efter formandsopgøret 23. januar, der sluttede med, at Morten Messerschmidt vandt med knap 60 procent af stemmerne, har den nye formand forsøgt at få ro i partiet. Roen er dog svær at få øje på.

Fredag forlod både Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl partiet, og lørdag fulgte både Søren Espersen og Dennis Flydtkjær.

Onsdag er det så blevet forhenværende formand Kristian Thulesen Dahls tur til at melde sin afgang. Det skriver han på Facebook.

Dermed har DF mistet over halvdelen af partiets folketingsmedlemmer siden det seneste folketingsvalg i 2019. Her var der 16 medlemmer - nu er de nede på fem.

Her er et overblik over, hvem der har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt er trådt til som partiformand:

* 10. februar:

Steen Thomsen stopper som DF's partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.

* 11. februar:

Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF's profilerede udlændingeordfører.

* 21. februar:

Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og 'voksenmobber'. De fortsætter som løsgængere.

* 22. februar:

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som de fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.

Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.

* 26. februar:

Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.

* 24. juni:

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.

Den mangeårige gruppeformand, Peter Skaarup, som var med til at etablere Dansk Folkeparti i 1995, meddeler, at han har meldt sig ud. Han har mistet tilliden til ledelsen, siger han. Peter Skaarup vil gerne stille op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved næste valg, hvis partiet bliver opstillingsberettiget, oplyser han.

* 25. juni:

Tidligere næstformand Søren Espersen skriver på Twitter, at han melder sig ud af partiet. Der er 'mange årsager', lyder det. Han fortsætter som løsgænger i Folketinget, siger han til Berlingske. Espersen afviser ikke en mulig fremtid i Danmarksdemokraterne, men siger til avisen, at 'det er jo så lidt, vi ved om det parti'.

Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær oplyser i en pressemeddelelse, at han også forlader partiet efter 22 år. Han peger på interne læk fra møder, interne skænderier og udhængning af partikolleger i pressen som årsager til sin udmeldelse.

* 29. juni:

Den forhenværende formand for partiet, Kristian Thulesen Dahl, meddeler, at han har meldt sig ud af partiet. Det sker, efter der er kommet et pres fra de indre linjer om, at han skulle tage en beslutning om sin fremtid hurtigst muligt. Det skriver han på Facebook. Han skriver ikke noget om, hvad hans fremtid kommer til at bringe.

Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, DR, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.

BLÅ BOG: Tidligere formand Kristian Thulesen Dahl forlader DF

Kristian Thulesen Dahl har som medstifter af Dansk Folkeparti været med helt fra partiets begyndelse i 1995.

Onsdag har den tidligere formand imidlertid meddelt, at han forlader partiet efter mere end 25 år. Det skriver han i et opslag på Facebook.

Læs mere om Kristian Thulesen Dahl her:

* Navn: Kristian Thulesen Dahl.

* Født: 30. juli 1969 i Brædstrup, 52 år.

* Søn af: overlærer Anders Thulesen Dahl og overlærer Inge Margrethe Simoni Dahl.

* Uddannelse:

1976-1985: Nørre Snede Centralskole.

1985-1988: Tørring Gymnasium 1985-1988.

1995: Cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet.

* Karriere:

1988-1989: Værnepligtig ved artilleriet i Skive. Herefter konstabel af reserven.

1991-1995: Formand for Fremskridtspartiets Ungdom.

1994-1995: Folketingsmedlem for Fremskridtspartiet.

1995: Medstifter af Dansk Folkeparti og herefter folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

1997-2006: Medlem af Give Byråd.

2006-2010: Medlem af Vejle Byråd.

2012-2021: Formand for Dansk Folkeparti.

2022: Forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Kilde: Folketinget.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

I naturen foregår sex, vold, incest og voldtægter
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: