Støjberg til ikke-vestlige kvinder: - Den går bare ikke i Danmark!

Kvinder med ikke-vestlig baggrund bliver mere og mere veluddannede. Men alligevel vælger mange af dem at gå hjemme. Den går bare ikke i Danmark, mener integrationsminister Inger Støjberg

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Kvinder med ikke-vestlig baggrund stormer ind på de lange uddannelser. Men når det gælder om at komme i arbejde, så halter de etniske kvinder stadig markant bagud. Selvom mange af kvinderne i dag er højtuddannede, så er under halvdelen i arbejde, viser nye tal.

Men den går ikke, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Hun fastslår, at kvinderne har pligt til at bidrage på arbejdsmarkedet.

- Når man kommer til Danmark, har man pligt til at bidrage, så godt man kan. Det kan godt være, at ens familie kommer fra et sted, hvor kvinden har været vant til at passe kødgryderne, men i Danmark er det altså ikke nogen god undskyldning. Her deltager vi på lige fod med hinanden, forklarer Inger Støjberg til Avisen.dk.

37,9 procent af de kvindelige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i alderen 25-39 år har nu en videregående uddannelse. Det samme gælder for 23,9 procent af mændene i samme gruppe. Alligevel er kun 47 procent af de 25-39 årige kvinder med ikke-vestlig baggrund i arbejde, mod 61 procent af mændene.

At kvinderne, trods deres indtog på de højere uddannelser, ikke i samme grad indtager arbejdsmarkedet, hænger i høj grad sammen med deres kulturelle baggrund. Og ikke nødvendigvis et udtryk for fejlslagen integration.

Det forklarer integrationskonsulent Lars Larsen fra analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insights, der blandt andet samarbejder med kommuner om integrationsopgaver.

- Det kan godt være, denne gruppe kvinder ikke er på arbejdsmarkedet. Men det er ikke det samme, som at de ikke er integreret i Danmark. Og det er heller ikke udtryk for, at deres familier og børn ikke er velintegrerede, fastslår Lars Larsen til Avisen.dk

Han forklarer, at for familier med ikke-vestlig baggrund gælder andre familiemønstre og værdier i forhold til børn.

- I nogle kulturer betyder det meget for familierne, at kvinden går hjemme og passer børnene, når de er små. Og det betyder jo også, at kvinder, selvom de er veluddannede, har lange perioder uden for arbejdsmarkedet, siger Lars Larsen.

Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at familier med ikke-vestlig baggrund sender deres børn senere i daginstitution sammenlignet med jævnaldrende danske børn.

I 2014 blev ni procent af børn under et år af efterkommere med ikke-vestlig baggrund sendt i dagpleje eller vuggestue. Andelen for alle danske børn under et år ligger på 17 procent. Af de 1-2-årige børn blev 72 procent med ikke-vestlig baggrund blev sendt i dagtilbud mod 85 procent af alle børn.

1142 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere