Inger Støjberg har brudt forvaltninglovens paragraf 19.
Inden administrative afgørelser skal der være en partshøring, men det har der ikke været i sagen om at skille mindreårige asylpar ad.
Der er tale om en ren tilståelsessag, fordi Inger Støjberg på fredagens samråd oplyser, at parrene blev skilt ad i begyndelsen uden partshøring.
Ministeren bliver gentagne gange spurgt til, om der blev administreret lovligt efter både dansk og international lov i samtlige sager, efter hun 10. februar sidste år udsendte sin instruks om, at mindreårige asylpar skulle adskilles.
Til det svarer Inger Støjberg:
- I forhold til, at der skal ske en individuel vurdering, ja, det gør der. Det kan man jo netop se ved, at der er seks par, der ikke bliver adskilt på noget tidspunkt.
- I forhold til partshøring, der gør der jo ikke. Det sker jo først 28. april.
DF om Støjbergs 'dobbeltspil': Hvad vil du?
Løkke: Støjberg skal tale sandt
Den 28. april er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og her begynder Udlændingestyrelsen at revurdere 23 sager, hvor asylpar er blevet skilt ad på grund af Inger Støjbergs ulovlige instruks i februar 2016.
Selve instruksen, som er identisk med en pressemeddelelse, som Inger Støjberg stod bag, har også vist sig at være ulovlig. Det har Støjberg også erkendt, og selvom det er en pressemeddelelse, så skal den være sand.
Lars Løkke har i et svar til Folketinget svaret kort og kontant 'ja' til, at ministre altid skal leve op til deres sandhedsansvar - også når det gælder pressemeddelelser.
Støjbergs Thorning-forsvar er 'plat', 'pinligt' og 'desperat'
Ligesom Tamil-sagen
Inger Støjberg har ellers tidligere bedyret, at der hele vejen igennem har været en lovlig praksis i adskillelsen, og at alt foregik efter bogen.
- Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne, lød det fra Inger Støjberg på samrådet i begyndelsen af juni.
Det passer så ikke ifølge Støjberg selv på fredagens samråd, og derfor nærmer sagen sig nu Tamil-sagen, som endte med at koste Schlüter-regeringen livet i 1993.
Der var nemlig en markant ting, som adskilte Inger Støjbergs sag om asylpar med tamil-sagen ifølge Støjberg selv.
- Der er simpelthen bare den forskel fra Ninn-Hansen og Tamil-sagen og så til mig og barnebrude-sagen, hvis man skulle kalde det dét, at der var en ulovlig administration under Tamil-sagen, her er der en lovlig administration, sagde Inger Støjberg 1. juni på samrådet.
Støjbergs forsvar krakelerer: 'Med sikkerhed løgn'
Adskilt længe
Ifølge et dokument, som Information har fået aktindsigt i, blev asylparrene adskilt så længe uden partshøring, at det ifølge juridiske eksperter var ulovligt.
De i alt 17 par, som blev adskilt uden partshøring umiddelbart efter ministerens instruks 10. februar sidste år, måtte i gennemsnit vente 94 dage, før de blev partshørt eller fik lov at flytte sammen igen.
Den længste ventetid var 137 dage, og den korteste var 71 dage. Det er ifølge eksperternes vurdering alt for længe, og derfor var praksis ulovlig.
Det samme påpeger flere oppositionspolitikere under fredagens samråd, hvilket falder Inger Støjberg for brystet.
- Der blev heller ikke partshørt under den socialdemokratiske regering. Derfor klinger det måske også en lillebitte smule hult, siger hun.
Inger Støjberg afviser, at hun selv har et medansvar for den ulovlige administration, selv om hun udsendte pressemeddelelsen, om at alle par skulle adskilles, uden forbehold for individuel vurdering og partshøring.
- Partshøringer er noget, der kommer ind senere. Det har ikke noget med pressemeddelelsen at gøre, siger Inger Støjberg og tilføjer:
- Det har aldrig været gældende tidligere.
Hun afviser også, at hun som minister har et ansvar for at være opmærksom på, om der sker partshøringer i sagerne eller ej.
- Det er en myndighedsopgave, når man er ude i spørgsmål om partshøring, siger Inger Støjberg.
Børnebrude på asylcenter: 13-årig blev gravid, 16-årig dræbt af sin mand
De Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, stiller sig bag Støjberg. Han mener ikke, der trods de nye oplysninger om partshøringer er nogen tegn på, at ministeren bevidst har ønsket en ulovlig administration:
- Der er ikke nogen rygende pistol. Og så længe, der ikke er det, så har vi tillid til ministeren, siger Naser Khader.
Dokument undergraver Støjbergs forklaring
Det første samråd i sagen om adskillelse af unge asylpar tog fem timer. Det andet samråd tog 2,5 timer.
Men oppositionen har stadig flere spørgsmål, og derfor indkaldes udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til et tredje samråd i sagen.
- Vi bliver nødt til at indkalde dig til samråd igen, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i slutningen af fredagens samråd.
- Du lyver, minister. Og ministre må ikke lyve.