Støjbergs Thorning-forsvar er 'plat', 'pinligt' og 'desperat'

Udlændingeministeren skal fredag i samråd om sin ulovlige instruks, der de seneste uger har presset hende, og hendes seneste forsvar møder hård kritik

Støjbergs 'spinner' sig ud af kritikken om asylpar, mener oppositionen.
Støjbergs 'spinner' sig ud af kritikken om asylpar, mener oppositionen.

'Vi er ALLE imod barnebrude'.

Socialdemokratiets Mette Gjerskov råber budskabet ud på sociale medier, fordi udlændingeminister Inger Støjberg (V) hiver Helle Thorning (S) ind i debatten om ministerens ulovlige adskillelse af asylpar.

Støjberg skriver på Facebook, at hun ønsker, at 'flere socialdemokrater - og resten af venstrefløjen - lyttede til vores tidligere statsminister i denne sag', fordi Thorning som chef for Red Barnet er imod barnebrude.

Men det er hele oppositionen også, lyder det samstemmende, og derfor er Støjbergs stikpille på dagen, hvor hun skal grilles på et samråd om sagen, 'plat', 'pinlig' og 'desperat'.

Det fremgår tydeligt ud fra en række tweets fra Socialdemokratiet, Alternativet og SF fredag morgen.

Inger Støjberg under det fem timer lange samråd i starten af måneden. Foto: Mads Nissen Dansk politik - 16. jun. 2017 - kl. 12:32 Løkke vil ikke sige Støjberg taler sandt

I sit facebook-opslag poster Støjberg desuden et foto af Thorning, hvor Thorning står med budskabet 'An end to child marriage' - altså slut med at børn bliver gift.

Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht ville ønske, at Inger Støjberg rent faktisk havde lyttet til Red Barnet, da hun udsendte sin ulovlige instruks om at adskille alle par.

Dengang sagde Red Barnet, at ikke alle par burde skilles ad.

- Vi mener, det er helt nødvendigt at få kigget på, hvordan vi får passet bedst på de her piger. Men vi er ikke enige i, at alle mindreårige skal adskilles fra deres eventuelle ægtefælle. Hvis pigen er under 15 år, er vi enige i, at vi må adskille dem. For så er pigen under den seksuelle lavalder. Men hvis hun er over 15 år, mener vi, at man bliver nødt til at vurdere den konkrete sag, sagde Gitte Jakobsen, seniorrådgiver i Red Barnet, til TV2.

Se også: Støjberg hiver Thorning ind i sagen om ulovlig instruks

Støjbergs skriveri kommer, få timer før at hun skal i endnu et samråd om sagen.

- Der findes 700 millioner barnebrude i verden ifølge Red Barnet, og tallet er stigende. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at forhindre barnebrude.

Helle Thorning-Schmidt er i dag generalsekretær i Internationalt Red Barnet.

Det første samråd tidligere på måneden varede knap fem timer. Men samråd nummer to har en bagkant på to timer. Det har allerede fået dele af rød blok til at true med et tredje samråd, inden fredagens samråd er begyndt.

Støjberg har ikke ønsket at udtale sig før samrådet fredag. Men tidligere på ugen sagde hun følgende til Ritzau:

- Jeg vil svare så fyldestgørende som overhovedet muligt. Dermed ikke sagt, at det tilfredsstiller oppositionen.

Se også: Oppositionen: Støjberg brød loven da hun skilte ægtefæller

Sagen har i den grad skabt stormvejr omkring Støjberg. Det begyndte med en pressemeddelelse fra sidste år.

Her skrev Støjberg, at ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres sammen med en ægtefælle på de danske asylcentre.

Ifølge loven skal alle sager vurderes individuelt. Det har ministeren allerede rettet ind efter.

Men hun har samtidig givet Folketinget så skiftende forklaringer, at det har vakt kritik fra flere sider. Den kritik har Støjberg ikke yderligere kommentarer til, sagde hun til Ritzau tidligere på ugen.

Fredagens samråd begynder klokken 9.30.

Se også: Støjbergs forsvar krakelerer: 'Med sikkerhed løgn'

541 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere