Støttepartier efter PET-afsløringer: - Helt vanvittigt

Det kan få alvorlige konsekvenser for justitsminister Nick Hækkerup, at han - og tre andre topministre - har hemmeligholdt en central vurdering fra PET

Det møder hård kritik af især justitsminister Nick Hækkerup, at regeringen har tilbageholdt en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien for Folketinget i månedsvis.

Det siger Enhedslisten, efter Ekstra Bladet har afsløret, at fire ministre i sommeren 2019 blev orienteret om PET's vurdering af, at børnene risikerer at blive radikaliserede, jo længere tid de opholder sig i fangelejrene i Syrien.

- Jeg er ærlig talt chokeret, siger Rosa Lund, Enhedslistens retsordfører.

Hun kalder det 'helt vanvittigt' at PET-vurderingen ikke blev delt med Folketinget før marts 2020.

- Jeg kan ikke forstå, at regeringen ikke videregiver den her vurdering fra PET. Særligt ikke Nick Hækkerup og Jeppe Kofod, der har siddet i et samråd (6. september 2019, red.) og fået direkte spørgsmål om børnene og sikkerhedssituationen i lejrene. Der bliver også talt om, at børnene bliver radikaliserede af at blive der. Men ministrene bringer det stadig ikke frem, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Rosa Lund er 'chokeret' over, at fire topministre har hemmeligholdt en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rosa Lund er 'chokeret' over, at fire topministre har hemmeligholdt en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tæt på vildledning
Rosa Lund, mener du, at Folketinget er blevet vildledt?

- Det er i hvert fald meget tæt på. Folketinget har fået en halv historie her. Det dur simpelthen ikke. PET's vurdering er helt central og relevant i den her sag, og regeringen har haft masser af muligheder for at lægge den frem. Den skulle vi selvfølgelig have haft.

Hvad kan det få af konsekvenser for Nick Hækkerup?

- Jeg tror, Ekstra Bladets læsere er kloge nok til at vide, hvad konsekvensen kan være, hvis man vildleder Folketinget.

Dansk Folkeparti har kaldt Nick Hækkerup i samråd i sagen, og her vil Enhedslisten høre Nick Hækkerups forklaring.

- Alle skal have lov til at svare for sig. Så det skal han også have have mulighed for.

Hvad kunne den gode grund være til, at justitsministeren eller nogle af de andre ministre ikke har delt PET-vurderingen med Folketinget?

- Jeg har svært ved at forestille mig en god grund til det, siger Rosa Lund.

Artiklen fortsætter under billedet...

Kristian Hegaard, Radikale Venstre, kræver en god forklaring fra justitsministeren. Foto: Polfoto
Kristian Hegaard, Radikale Venstre, kræver en god forklaring fra justitsministeren. Foto: Polfoto
 

'Det kommer bag på mig'

De nye oplysninger møder også kritik fra Kristian Hegaard, Radikale Venstres retsordfører.

- Det kommer bag på mig, at der er flere ministre, der har haft de her oplysninger så længe, uden at vi har fået dem. Det er jo væsentlige oplysninger for dansk sikkerhed, siger Kristian Hegaard, der vil have justitsministeren til at forklare, 'hvad der er op og ned' i sagen.

- Man har vidst det ret længe - med de konsekvenser, der er ved det. Man har ladet børnene radikalisere yderligere og har dermed set stort på dansk sikkerhed. Man skal huske på, at de her børn kan komme til Danmark alligevel en dag. Så det, at man ikke har taget aktion på den viden, man har fået, er drønalvorligt for Danmarks sikkerhed.

Han vil ikke gå nærmere ind i, hvad sagen kan få af konsekvenser for eksempelvis Nick Hækkerup eller udenrigsminister Jeppe Kofod, men blot slå fast, at partiet vil forfølge sagen.

- Det nye i dag er, at der er så mange ministre, der i så lang tid har kendt til den her alvorlige trussel mod Danmark, som det er, at børn bliver i et radikaliseret miljø. Det afgørende lige nu er, hvad man så ender med at bruge den viden til.