Store overraskelser: Her er Mettes ministerliste

Så kom den længe ventede liste over den nye S-regering

Mette Frederiksen - Danmarks nye statsminister. Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen - Danmarks nye statsminister. Foto: Jens Dresling

Mette Frederiksen har torsdag morgen annonceret sin nye regering.

Blandt de største overraskelser er valget af Jeppe Kofod som udenrigsminister. Kofod er til daglig medlem af Europa-Parlamentet. Derudover er valget Rasmus Prehn som udviklingsminister også en overraskelse.

Mette Frederiksen har kun valgt at hente en minister ind, som ikke er valgt til Folketinget. Her er der tale om Roskildes borgmester, Joy Mogensen, som venter et barn til efteråret.

Her er listen over de nye ministernavne:

Mettes ministerliste

 

Mette Frederiksen, statsminister

Danmarks nye statsminister, den yngste nogensinde med sine kun 41 år. Og den blot anden kvinde på posten.

 

Nicolai Wammen, finansminister

Ingen overraskelse. Efter Henrik Sass' exit fra regeringsplanerne har Wammen været det oplagte bud på en finansminister. Han var tidligere forsvars- og Europaminister og forud for sin landspolitiske karriere populær borgmester i Aarhus.

 

Jeppe Kofod, udenrigsminister

Regeringstoppens største 'surprise'-skikkelse. Genvalgt Europa-Parlamentsmedlem og ikke umiddelbart centralt placeret i partitoppen er Kofod nu stormet ind i regeringstoppen. Derudover er udenrigsministeren også med i de tunge regeringsudvalg, koordinations- og sikkerhedsudvalget.

 

Nick Hækkerup, justitsminister

Mettes sikre kort. Nick Hækkerup er fjerde generation af Hækkerup-dynastiet internt i Socialdemokratiet.

 

Astrid Krag, social- og indenrigsminister

Astrid Krag nupper som frafalden SF'er en umiddelbart høj post i den nye regering.

Morten Bødskov, skatteminister

Morten Bødskov røg ud på røv og albuer, da han var justitsminister under Helle Thorning-Schmidt. Nu er han tilbage som skatteminister. En uriaspost i enhver regering. Men med mulighed for at være den store oprydder i moradset i Skat.

 

Klima-, energi-, og forsyningsminister, Dan Jørgensen

Dan Jørgensen havde ifølge Ekstra Bladets oplysninger håbet på et superministerium bestående af bl.a. klima- og miljø. Han er nu klimaminister og skal være manden, der sender Danmark mod 70 pct. reduceret CO2-udledning.

Fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister, Mogens Jensen

Og her gik vi og troede, at Kulturministeriet havde Mogens Jensen skrevet på forporten. Sådan gik det ikke. Og Mogens Jensen er minister for vores allesammens mad og fisk. Og for ligestillingen i samfundet.

 

Sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke

Der bliver ikke nogen tung arv at løfte fra Thyra Franks indsats som ældreminister, hvor hun som bekendt ikke lavede det store. Til gengæld får Heunicke mere at bestille som sundhedsminister i en regering, der vil løfte velfærden med 10 mia.

 

Transportminister Benny Engelbrecht

Den ultraloyale Benny Engelbrecht er kendt for at få forbud mod at spille guitar på scenen til S-kongresserne. Nu har han fået tilladelse til at give den som transportminister. Et tungt område, hvor særligt regeringens sats på elbil-området og grøn flytrafik vil skabe kontroverser og muligheder for Engelbrecht.

 

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn

Måske Mettes største kanin i hatten. Rasmus Prehn er blevet set som en intern ballademager. Blev af flere kolleger nærmest stemplet som manden bag bogen 'Den hemmelige socialdemokrat'.

Men nu er han inde i varmen som udviklingsminister.

 

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Mette Frederiksens gode veninde og nære allierede. Rosenkrantz-Theil er det første tidligere Enhedslisten-medlem, som nu er minister.

 

Forsvarsminister Trine Bramsen

Hun havde nok håbet på justitsminister. Nu må Trine Bramsen tage til takke med at være forsvarsminister. Den kun anden kvindelige af slagsen i Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

Ane Halsboe er centralt placeret i S-toppen og bliver nu partiets ansigt udadtil, når der skal satses mere på forskning.

 

Erhvervsminister Simon Kollerup

Endnu en overraskelse. Kollerup har været 'backbencher' indtil nu. Men udnævnelsen til erhvervsminister må siges at være noget af et scoop for den nordjyske nu fhv. fiskeriordfører. Det blev dog bemærket internt, hvor meget gas han gav den under forløbet med kvotekongerne.

 

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye

Endnu en frafalden SF'er, der får en ministerpost. Tesfaye har længe lignet den oplagte integrationsminister. Nu har han fået drømmeposten.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

En tung post til en ung og fremadstormende socialdemokrat. Beskæftigelsesministeriet er holdeplads for sager fra utilfredse danskere, der føler sig klemt af bl.a. Mette Frederiksens reformer, fra da hun selv sad på taburetten. Bliver interessant at følge.

 

Boligminister Kaare Dybvad

Dybvad har længe været en loyal støtte for S-toppen. Samt en markant boligordfører. Nu er han blevet belønnet med posten som boligminister.

 

Miljøminister Lea Wermelin

Udover Jeppe Kofod er Lea Wermelin den anden bornholmer i S-regeringen. Dermed er 10 pct. af regeringen fra Solskinsøen.

Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen

Den eneste udefrakommende minister. Borgmester i Roskilde og gravid. Og nu kulturminister.

 

Opdateres ...

1661 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere