Storfiskers kone tiltalt i sag om snyd med fiskekvoter

Hun fungerede som stråmand for kvotekonge ifølge anklageskrift. Nu er det stenrige ægtepar anklaget i svindelsag om 232 millioner kroner

Et af Danmarks rigeste ægtepar, Birthe og Henning Kjeldsen, skal sammen på anklagebænken i en sag om svindel med fiskekvoter. Her ses de på 'fiskekutteren' Gitte Henning til 230 millioner kroner. Foto: Peter Broen
Et af Danmarks rigeste ægtepar, Birthe og Henning Kjeldsen, skal sammen på anklagebænken i en sag om svindel med fiskekvoter. Her ses de på 'fiskekutteren' Gitte Henning til 230 millioner kroner. Foto: Peter Broen

Bagmandspolitiet har også tiltalt hustruen til en af Danmarks rigeste personer, salgsassistent Birthe Kjeldsen, i den store sag om snyd med fiskekvoter.

Det viser anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Dermed ender Birthe Kjeldsen på anklagebænken sammen med sin mand, storfiskeren Henning Kjeldsen, der ifølge Berlingskes årlige 'top 100-liste' er god for 1,6 milliarder kroner.

Penge som primært er tjent på kontrol over enorme fiskekvoter svarende til cirka 10 procent af al fisk, der fanges i de danske farvande.

Også ægteparrets revisor, Jørgen Ulrik Riise fra kvotekongernes foretrukne revisionsfirma, MC Revision og advokat, Lars Sigurd Espersen, er begge tiltalt i sagen sammen med seks andre personer, der ifølge anklageskriftet i lighed med hustruen har ageret som stråmænd for Henning Kjeldsen.

Formålet var at omgå reglerne for koncentration af fiskekvoter.

Se også: Danmarks rigeste fisker tiltalt

Jollen 'Lasse'
Ifølge Bagmandspolitiet var det altså for at omgå reglerne, der sætter et loft over, hvor store fiskekvoter en enkelt person må kontrollere, at salgsassistent Birthe Kjeldsen via et nyoprettet firma købte en fem og en halv meter lang glasfiberjolle ved navn Lasse af sin ægtemand, Henning Kjeldsen, for 100.000 kroner – for derefter pludselig at springe ud som erhvervsfisker.

Ved udgangen af 2017 havde hendes selskab – der altså rådede over en lille glasfiberjolle – opkøbt fiskekvoter for 123 millioner kroner.

Konstruktionen blev oprettet, efter der blev indført loft over, hvor store fiskekvoter hver enkelt fisker måtte eje.

Ifølge anklageskriftet agerede hun blot stråmand for Henning Kjeldsen.

Henning Kjeldsens revisor, Jørgen Ulrik Riise, og advokat, Lars Sigurd Espersen, er tiltalt for at yde ’rådgivning og vejledning, herunder om selskabskonstruktioner til brug for omgåelse af kvotekoncentrationsreglerne’, fremgår det af anklageskriftet.

De tiltalte nægter sig efter det oplyste skyldige.

Donerede til Løkkefonden
Ekstra Bladet har tidligere skrevet om, at Henning Kjeldsen i 2017 og 2018 donerede penge til daværende V-statsminister Lars Løkke Rasmussens Løkkefond.

Foto: Ernst van Norde Politik Kæmpe grafik: Her er Løkkes stenrige kvotekonger

Anklagemyndigheden kræver 232 millioner kroner konfiskeret, samt at Henning Kjeldsen indtil videre 'frakendes retten til at drive erhvervsmæssigt fiskeri'.

Samtidig skal Jørgen Riise og Lars Espersen frakendes retten til at udøve henholdsvis revisor- og advokat-virksomhed, fremgår det af anklageskriftet.  Deres selskaber MC Revision og Advokatfirmaet Espersen Aps er også tiltalt i sagen.

Ekstra Bladet forsøger at få kommentarer fra ægteparret Kjeldsen samt revisor Jørgen Riise og advokat Lars Espersen.

Til DR Nyheder har Henning Kjeldsen tidligere sagt: - Jeg har ingen kommentarer.

Trak sig fra fiskeriet

I juni sidste år annoncerede Henning Kjeldsen på Facebook, at han ville trække sig tilbage fra fiskeriet  "Det har været en god rejse, og jeg har gået 100 procent ind for det".

Årsagen til udmeldingen var i følge Nordjyske, at Folketinget i 2017, havde gjort det ulovligt for storfiskere at låne penge ud til yngre fiskere, der kunne købe andele i både og på den måde få ejerskab og formel ret til at købe egne kvoter.

I følge Fiskerforum fortrød Henning Kjeldsen i november 2019 beslutningen. Han ville alligevel ikke forlade sit fag, og Henning Kjeldsen skulle også have bestilt et nyt kæmpe fiskerfartøj på et værft i Spanien.

- Efter at have fintænkt i en periode, fik jeg nok kolde fødder ved tanken om at skulle sidde på hænderne, og ikke være en del af den branche, der har tegnet mit liv dit sidste mange år, jeg tog derfor kontakt til Salt Ship Design, fortæller Henning Kjeldsen til FiskerForum.

Skibet bliver 88 meter langt og får navnet Gitte Henning. Det bliver det fjerde skib med dette navn, som Kjeldsen får bygget.

8 kommentarer
Vis kommentarer