Stormy Daniels til dansk medie: Trusler ændrede alt

Pornoskuespillerinden fortæller, hvorfor hun forsøger at få ret til at tale om affære med præsidenten

Stormy Daniels har gang i forretningen selvom bølgerne går højt. Foto: AP
Stormy Daniels har gang i forretningen selvom bølgerne går højt. Foto: AP

Stephanie Clifford eller Stormy Daniels, som hun hed i over 150 pornofilm, har siden et opsigtvækkende interview i tv-programmet '60 minutes' afvist yderligere mediehenvendelser.

Men Weekendavisens reporter formåede i den forgangne uge at få en kommentar fra pornoskuespillerinden, som har formået at ryste præsidentembedet.

Efter en optræden på en stripklub i Nashville i delstaten Tennessee, forklarer hun kortfattet, hvorfor hun er gået rettens vej for at få ophævet en tavshedsaftale, som indbragte hende 130.000 dollars kort før præsidentvalg i 2016. De penge har hun siden tilbudt at betale tilbage.

- Det vigtigste for mig er at vise, at jeg ikke er et offer, siger hun til avisen.

- Jeg havde det fint med det, jeg har gjort, indtil de begyndte at true mig, indtil folk begyndte at sprede rygter, og jeg ikke kunne forsvare mig selv.

- Rigtig mange tror, det her handler om seksuel krænkelse, og hashtagger mig MeToo, men det her har ikke noget med MeToo at gøre, siger hun.

Truet på parkeringsplads
Stormy Daniels har tidligere forklaret, at hun blev truet til at holde mund om affæren med Trump. Truslen, fortæller hun, fandt sted på en parkeringsplads i 2011 under overværelse af hendes datter.

Tavshedsaftalen - som hun forsøger at få ophævet - blev dog først indgået i 2016.

Pengene blev udbetalt af Donald Trumps advokat Michael Cohen, som i denne uge fik sit kontor ransaget af fundbundspolitiet, FBI.

FBI har efterforsket Trumps personlige advokat i månedsvis

Han påstår, at han betalte penge til Stormy Daniels ud af egen lomme. Wall Street Joournal har dog afsløret, at det skete igennem et firma i delstaten Delaware, der er kendt for stor lukkkethed omkring bankforretninger.

Sagen kan derfor blive rigtig grim for Donald Trump, hvis det viser sig, at pengene kan spores tilbage til Trumps kampagnemidler i forbindelse med præsidentvalgkampen.

I amerikanske medier spekuleres i, at en fond blev oprettet i Delaware inden valget netop til at kunne betale ubehagelige udgifter under valgkampen. Da Donald Trump i forrige uge blev spurgt til denne teori undlod han at svare.

I weekendavisens reportage fortæller Stormy Daniels booker i øvrigt, at den tidligere pornostjerne siden sagens begyndelse har kunnet melde om fulde huse til alle arrangementer.

Der lader da også at være fest og glade dag, når hun betræder scenen. På stripklubben i Nashville imponerer Stormy Daniels bl.a. ved at hælde flydende sterin over sig selv, lyder det i avisens reportage.

5 nye oplysninger i Stormy-interviewet:

De fleste oplysninger i '60 Minutes'-interviewet med den tidligere pornostjerne Stormy Daniels har tidligere været fremme i medierne. Men fem nye oplysninger bidrager til forståelsen af hendes påståede forhold til præsident Donald Trump.

1: Hun siger, at de kun havde sex én gang:

Det har tidligere været rapporteret, at Stormy Daniels og Donald Trump havde sex i både 2006 og 2007. Det var dog ikke tilfældet, afslører hun i interviewet. Hun fortæller, at de kun var intime i deres første møde i Lake Tahoe i juli 2006.

Trump ville dog gerne have haft sex, da de mødtes igen i hans suite på Beverly Hills Hotel i 2007. Han fik dog ikke sin vilje, fortæller hun.

2: Hun siger, hun var ikke tiltrukket af Trump:

Daniels, der i virkeligheden hedder Stephanie Clifford, fortalte, at hun ikke var seksuelt tiltrukket af den nuværende amerikanske præsident. I 2006 var hun 27 år og han 60 år. Anderson Cooper stiller spørgsmålet: - Var du fysisk tiltrukket af ham?

- Nej, lyder svaret.

3: Daniels siger, at det var frivillig sex:

I disse tider med fokus på #metoo-bevægelsen spurgte Anderson Cooper, om der var tale om frivillig sex.

- Oh, yes, yes, svarer Daniels.

4: Trump fik smæk – men ikke på den måde:

Stormy Daniels fortæller, at hun fik stoppet Donald Trumps pralerier, da hun bad ham om at tage bukserne af. Hun gav ham et rap i bagdelen – men kun for sjov.

- Det gjorde du på en legende måde, spørger Anderson Cooper.

- Ja, og så blev han en helt anden person, siger hun.

5: Hun siger, hun blev truet foran sin baby:

I interviewet med '60 Minutes' fortalte Stormy Daniels, at hun var på vej til et fitnesscenter med sit spædbarn, da hun blev passet op af en ukendt mand på en parkeringsplads i Las Vegas i 2011.

- En mand kom hen til mig og sagde 'lad Trump være i fred. Glem historien'. Derefter lænede han sig tilbage og kiggede på min datter og sagde 'det er en smuk lille pige. Det ville være en skam, hvis der skete noget med hendes mor', siger Stormy Daniels, der dog aldrig gik til politiet med sagen.

Tekst: Mikkel Selin