Stram Kurs-demo til barnebegravelse forfærder

Fra flere sider af det politiske spektrum lyder fordømmelse af Stram Kurs, som fortsatte demonstration, da barnekiste dukkede op

Stram Kurs holder fra tid til anden demonstrationer rundt omkring i landet. Det førte til voldsomme uroligheder på Nørrebro, da Rasmus Paludan og co. i april 2019 tog opstilling på Blågårds Plads. Kilder: Ekstra Bladet/Rasmus Flindt/Mogens Flindt, Byrd/Steven Knap. Redigering: Mikkel Cramon/Martin Ekelund

Selvom en rustvogn med en barnekiste trillede ind foran tre udsendte fra Stram Kurs, så fortsatte de i fredags deres demonstration foran Det Islamiske Trossamfund.

Og den opførsel udløser i den grad forargelse fra flere topfolk på Christiansborg.

Den mest prominente kritiker af demonstranternes mangel på pli er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Også Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, rynker på næsen.

I den røde side af Folketinget er bestyrtelsen noget mere forudsigelig ligeledes stor. Pia Olsen Dyhr (SF), Uffe Elbæk (ALT) og Rosa Lund (EL) er blandt kritikerne.

Leder af Strram Kurs Rasmus Paludan, der ikke selv var til stede ved demonstrationen i det københavnske Nordvestkvarter, vil ikke anerkende, at der fandt en barnebegravelse sted. Det siger han ifølge minby.dk.

- Jeg tror ikke en tøddel på, at det var en begravelse. Man lader ikke en rustvogn stå åben uden at tilse den, siger han.

Det fremgår dog af Stram Kurs' eget videomateriale, at en betjent på stedet oplyser, at en begravelse er i gang. Af videoen fremgår det også, at barnekisten og begravelsen overrasker Stram Kurs-demonstranterne, da bagdøren på rustvognen går op.

- Så ligger der lige et lille barn dér, hold da kæft

- Det er ikke så sjovt, siger manden med kameraet.

Demonstranterne vælger alligevel at fortsætte deres demonstration, og der bliver blandt andet råbt slagord mod 'sharia i Danmark' over vejen, men rustvognen står åben med barnekiste til frit skue. 

Københavns Politi har tirsdag morgen ikke været tilgængelige for en kommentar.

Rasmus Paludans parti demonstrerede, selvom der var en begravelse i gang. Foto: Jens Dresling Dansk politik - 17. feb. 2020 - kl. 23:19 Stram Kurs demonstrerede midt i muslimsk barnebegravelse