Sundhedsministeriet indkalder til pressemøde

Temaet for mødet er covid-19-situationen i Danmark

Det er uvist, hvad pressemødet vil omhandle. Smittetallet i Danmark har dog de seneste dage været svagt stigende, hvilket blandt andet har ført til en nedlukning i Hørsholm Kommune. Omvendt har antallet af indlagte samlet set været faldende.

Sundhedsministeriet har indkaldt til pressemøde mandag klokken 12.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelse.

Temaet for mødet er 'status på covid-19-situationen i Danmark'.

Deltagerne på mødet er en klassisk opstilling, som er set ved de utallige pressemøder, der har været under coronapandemien.

Sædvanlig opstilling
Således bliver det med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i midten, og han bliver flankeret af Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut.

Derudover vil Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, og Rigspolitichef Thorkild Fogde være til stede.

Det er i skrivende stund uvist, hvad pressemødet nærmere kommer til at omhandle. Der har ikke umiddelbart været politiske forhandlinger for nylig, hvorfor yderligere nedlukning eller genåbning ikke virker sandsynligt.

Vaccine-tilvalg i høring
Magnus Heunicke skriver dog på Twitter, at han i dag sender en bekendtgørelse om tilvalgsordning for vacciner i høring, og han forventer en endelig udstedelse i næste uge.

Hvorvidt pressemødet vil omhandle det, og altså en mulighed for frivilligt at tage imod vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, er dog uvist.

Smittetallet i Danmark har de seneste dage været svagt stigende, hvilket blandt andet har ført til en nedlukning i Hørsholm Kommune, men antallet af indlagte har samlet set været faldende.