Svindlede med udbytteskat: To venner idømt 11 års fængsel

Den tidligere skattemedarbejder Sven Jørgen Nielsen skal seks år i fængsel, mens vennen Torben Wulff Dileng er idømt fem års fængsel

Torben Wullf Dileng og Sven Jørgen Nielsen
Torben Wullf Dileng og Sven Jørgen Nielsen

To gamle venner er netop blevet indhentet af fortiden. Retten i Glostrup har dømt dem til henholdsvis seks og fem års fængsel for udspekuleret svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner.

Penge som de i 2007 stjal fra Skat og overførte til et caribisk palmeparadis.

Den tidligere skattemedarbejder Sven Jørgen Nielsen (68) er dømt seks års fængsel for groft bedrageri, embedsmisbrug og modtagelse af bestikkelse for over to millioner kroner.

Hans medsammensvorne, udlandsdanskeren Torben Wullf Dileng (47), skal afsone fem års fængsel for groft bedrageri for 37,4 millioner kroner.

Retten bestemte desuden, at der kan konfiskeres 2.083.000 kroner hos Sven Jørgen Nielsen og 37.416.285,18 kroner hos Torben Wulff Dileng.

Dommen er afsagt af dommer Gerd Sinding og to domsmænd.

- Det er fundet bevist, at han har misbrugt sin stilling som sagsbehandler i Skat, lyder det fra retsformanden. Hun afviste, at Sven Jørgen Nielsens relativt høje alder skulle medføre en mildere straf.

Hun tilføjer, at retten har lagt vægt på den samfundsmæssige betydning i sagen, og at samfundet bør kunne stole på Skat.

Begge mænd har nægtet sig skyldige i sagen. De har ligeledes anket afgørelsen på stedet til landsretten.

Anklageren havde krævet mindst fem års fængsel til Sven Jørgen Nielsen og mindst fire års fængsel til Torben Wulff Dileng. Men domsmandsretten mente altså, at straffene skulle være strengere.

Fældet af gammelt brev
68-årige Sven Jørgen Nielsen er også sigtet i den såkaldte 'store sag om udbytteskat', hvor Skat menes at være bedraget for over 12 milliarder kroner. 

I den forbindelse fik han i 2016 ransaget sin bolig i Helsingborg af svensk og dansk politi.

Her fandt man to dokumenter - blandt andet et brevudkast på Skats brevpapir - der viste, at der var blevet udbetalt 37,4 millioner kroner i refusion af udbytteskat til et udenlandsk selskab ni år tidligere. Derfor klappede fælden for de to venner, som ellers var sluppet godt fra bedrageriet mod statskassen små ti år tidligere.

Ifølge dommen har de to i fælleskab svindlet Skat i 2007 ved på 'falsk grundlag' at have overført 37,4 millioner kroner i såkaldt refusion af udbytteskat til Torben Wulff Dilengs selskab DEE Investment i Caribien.  

Se også: Skrev fupbrev om udbytteskat til medanklaget ven: - Det var bare for sjov

Under retsmøderne har anklagemyndigheden fremlagt dokumenter, som viser, hvordan cirka 35 millioner kroner i perioden 2007-2011 er blevet overført til Torben Wulff Dilengs konti i USA og Danmark via banker i Litauen og Caribien.

Derudover blev cirka to millioner kroner overført til Sven Jørgen Nielsen, som arbejdede med udbetaling af for meget opkrævet udbytteskat hos Skat i Ballerup. (artiklen fortsætter under billedet)

Torben Wullf Dileng og Sven Jørgen Nielsen
Torben Wullf Dileng og Sven Jørgen Nielsen
 

Torben Wulff Dileng havde indtil 2004 et nødlidende avisomdeler-firma i Danmark - og har siden bl.a. kørt taxa. Alligevel er millionerne altså væltet ind på hans konti - og det har været muligt for ham at investere i tre millionvillaer i USA til en samlet værdi af knap 20 millioner kroner.

Pokergevinster
Torben Wulff Dileng har forklaret, at pengene primært stammer fra gevinster i private pokerturneringer i USA og Canada - og for et mindre beløbs vedkommende et lån fra en caribisk bank, som i dag er gået konkurs. Torben Wulff Dileng har dog ikke villet uddybe, hvem han har spillet poker med - og hvor.

Ifølge dommen stammer pengene altså fra svindel med udbytteskat via Torben Wulff Dilengs selskab DEE Investment i det caribiske skattely Dominica.

Ifølge anklagemyndigen begyndte svindlen dog allerede i 2004. Dengang blev der for første gang udbetalt cirka 11,6 millioner kroner i refusion af udbytteskat til DEE Investment. Dette forhold er dog forældet og har derfor ikke været en del af sagen.

Se også: Svindel-anklaget smed om sig med penge: Gav kæmpe beløb til venner

Se også: Navneforbud hævet i svindelsag til 37 millioner

Se også: Anklager kræver hårde straffe for svindel med 37 millioner

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen