En alenlang stribe af lokalpolitikere og tillidsvalgte har forladt Nye Borgerlige under Pernille Vermunds sidste år som leder for partiet.
En liste over de frafaldne afslører et parti, der slet ikke kan holde på lokale profiler.
Nye Borgerliges stifter meldte tirsdag sin afgang som formand. Hun stopper ligeledes i Folketinget efter næste valg.
Faneflugten har taget fart de seneste måneder forud for Vermunds farvel. Senest har kommunalpolitikere i både København og Aabenraa forladt partiet forud for Pernille Vermunds exit.
Den nu tidligere NB-politiker fra Haderslev Thomas Vedsted er seneste afhopper.
- Nye Borgerlige ligner alt for meget et protestparti med den måde, de påfører sig på, siger han til Ekstra Bladet.
- De benægter det ganske vist - men når man viser et billede af en vandmand og siger, at det er Jakob Ellemanns rygrad, så brænder man bare broer, lyder det fra Vermunds tidligere partifælle.
- Jeg vil ikke være i et parti, hvor man ikke kan samarbejde med Venstre. Jeg ved ikke, hvem man vil samarbejde med, hvis man slet ikke kan med midten af det borgerlige. Jeg gider i hvert fald ikke sidde ude på en yderfløj, hvor man ikke får nogen indflydelse, siger Thomas Vedsted til Ekstra Bladet.
Øl-brusebad
Ud over lokalpolitikernes flugt over plankeværket er der også knas i selve folketingsgruppen. Blot seks dage efter valget 1. november sidste år trådte Mette Thiesen spektakulært ud af folketingsgruppen for at blive løsgænger.
Det skete efter en længere kontrovers, hvor hendes kæreste havde overfaldet en ansat i partiet og kastet øl på en gæst til Nye Borgerliges valgfest. Det førte til skarpe angreb fra Vermund mod sin nu tidligere partifælle.
Samtidig fik partiet ved folketingsvalget blot 3,7 procent af stemmerne. Markant mindre end målsætningerne.
Uenig Vermund
Pernille Vermund afviste i et interview med Ekstra Bladet tirsdag, at hendes uforsonlige stil på højrefløjen har været et problem.
- Hvad siger du til dem, som mener, at du med dine ultimative krav har ødelagt det borgerlige Danmark?
- Det har jeg bestemt ikke. Tværtimod har vi kæmpet for at holde sammen på det borgerlige Danmark. Når det ikke er lykkedes, er det i høj grad Venstres skyld, siger Pernille Vermund.
Pernille Vermund vil fortsætte på posten, indtil partiet finder en ny formand ved næste årsmøde eller ekstraordinære årsmøde, hvis partiets hovedbestyrelse vælger at indkalde til et sådant.
Partiets politiske næstformand er Peter Seier Christensen. I Folketinget sidder desuden også Lars Boje Mathiesen, Mikkel Bjørn Sørensen og Kim Edberg Andersen.