Syrienkriger snød sig til 122.450 kroner: Så udspekuleret var han

En Syrienskriger begik socialbedrageri og byttede identitet med anden mand for at få udbetalt kontanthjælp i et helt år

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Socialbedrageri og identitetsbytte har gjort det muligt for en Syrienskriger at få udbetalt kontanthjælp i et helt år, det oplyser Kolding Kommune.

En aktindsigt i et PET notat, der er udleveret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser, at Syrienskrigeren har været bortrejst uden Kolding Kommune vidste det.

Det var muligt, fordi Syrienskrigeren har fået hjælp af en ukendt mand til at begå socialbedrageri.

- Der er en anden borger, der har taget personens identitet. Så den person, der har udgivet sig for at være personen, har ikke været den person vi troede, siger formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Mette Balsby (V), til Ekstra Bladet.

Det var i januar måned 2014 Syrienskrigeren pakkede rygsækken og drog i krig. Det fremgår af notatet fra PET. Udbetalingen fra Kolding Kommune forsatte helt frem til den 31. december 2014.

Syrienskriger i krig på kontanthjælp i et helt år

Det er altså den person, der har udgivet sig for at være Syrienskrigeren, der mødte op til alle de obligatoriske møder med kommunens ansatte.

- Vi har gjort, alt hvad vi kan, inden for lovgivningensrammer. Forvaltningen har ikke begået nogen fejl. Men det er fuldstændig forkasteligt, at det kan lade sig gøre inden for lovens rammer, og at det er så nemt at udgive sig for at være en anden, siger Mette Balsby.

Syrienskrigeren og hans hjælper fik med deres udspekulerede trick uberettiget udbetalt 122.450 kroner.

Den forkerte mand
Kolding Kommune kan ikke oplyse, hvorfor de ikke har opdaget, at de har holdt møder med den forkerte mand i næsten to år.

- Vi har gjort alt det, vi skal gøre i forhold til dansk lovgivning, vi har holdt samtaler, bedt om id og han har været til lægesamtaler, siger Mette Balsby.

Har I ikke styr på jeres borgere i kommunen?

- Vi har haft styr på vores borgere, det viser det sig jo, at vi har haft styr på det, siger Mette Balsby.

Men hvordan kan en mand, få en anden mands kontanthjælp?

- Nu kan jeg ikke oplyse om alt i den her sag. For vi ved ikke, om den mand har været i systemet før (manden der har udgivet sig for at være Syrienskrigeren. Red.) Han kan komme ind fra gaden og sige, han er den person, og leve op til lovgivningen, siger Mette Balsby.

PET går ind i sagen
Det er først i juni måned 2016, altså to et halvt år efter manden tog til Syrien, at Kolding Kommune bliver gjort opmærksom på, at deres borger befinder sig i Syrien.

36 danske syrienskrigere knaldet: Dræber på kontanthjælp

Det fremgår af den korrespondance, der har været mellem forvaltningerne, viser aktindsigtet.

PET sender en e-mail den 1. juni til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor de oplyser, at manden er rejst til Syrien.

Samtidig modtager Syrienskrigeren et brev fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor han bliver oplyst om sin rejse.

Penge retur
Syrienskrigeren har om måneden fået udbetalt 10.204 kroner til finansiering af krigen.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har derfor rejst et tilbagebetalingskrav på 122.450 kroner overfor manden. Det svarer til, at han skal betale hele beløbet tilbage for de 12 måneder.

Kolding Kommune vil ikke oplyse, om der er rejst en sigtelse for økonomisk kriminalitet mod de to mænd, og det har heller ikke været muligt at få en eventuel sigtelse bekræftet hos Sydøstjyllands Politi.