Talte åbent om tophemmeligt samarbejde

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har talt åbent om tophemmeligt samarbejde mellem Danmark og USA, som spionchef efterforskes for at lække oplysninger om

Claus Hjort Frederiksen har været særdeles åbenmundet om et tophemmeligt samarbejde mellem Danmark og USA. Foto: Anthon Unger
Claus Hjort Frederiksen har været særdeles åbenmundet om et tophemmeligt samarbejde mellem Danmark og USA. Foto: Anthon Unger

Mens den fængslede FE-chef Lars Findsen efterforskes for at have lækket klassificerede oplysninger om blandt andet et tophemmeligt kabelsamarbejde mellem Danmark og USA, så har tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i detaljer bekræftet samarbejdet i medierne.

Det skete i første omgang i september 2020 i Weekendavisen, der kort forinden havde bragt en lang artikel, der detaljeret beskrev, hvordan Danmark havde et tophemmeligt kabelsamarbejde med USA, som danske forsvarsministre blev orienteret om i deres første arbejdsuge.

Efter at Weekendavisen bragte mediets historie om samarbejdet, fortalte Claus Hjort Frederiksen til avisen, at han som forsvarsminister var blevet orienteret om et ømtåleligt samarbejde, 'hvor danske statsborgere kan komme i klemme'.

Han bekræftede dog ikke, at det lige præcis var USA, der var et sådant samarbejde med.

Et år senere, i december 2021, var Claus Hjort dog endnu mere bramfri i TV 2 News-programmet 'Lippert'.

- Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, så må jeg i hvert fald risikere fængselsstraf, men jeg har været med til at orientere dem (Tilsynet med Efterretningstjenesterne, red.) om, at den der aftale (kabelsamarbejdet, red.) fandtes, sagde Venstre-politikeren.

Og senere:

- Der ligger i aftalen, at de (den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, red.) ikke har adgang til oplysninger om danske statsborgere, sagde han.

Kan have overtrådt tavshedspligt
Claus Hjort Frederiksens udtalelser til Weekendavisen er tidligere blevet problematiseret i en DR-artikel, men det var inden hans optræden i TV 2 News-programmet i december 2021.

- Det er svært at lave en klar juridisk vurdering. Men det her kan godt være et brud på tavshedspligten. Det er i hvert fald en kendt problemstilling, at det kan være et brud, hvis man bekræfter rygter, sagde professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet til DR.

En tidligere forsvarsminister har nemlig som udgangspunkt tavshedspligt om den slags hemmeligstemplede oplysninger.

Men det gik den rutinerede politiker tilsyneladende ikke synderligt meget op i, da han gæstede TV 2-programmet.

Vært Søren Lippert spørger i programmet:

- Du bekræfter noget i pressen, som en FE-topchef ikke engang vil fortælle om, så er det dig, der udstiller en hemmelighed?

Og Claus Hjort Frederiksen svarer:

- Nu havde DR jo været fremme med det, så det var ikke den store afsløring, jeg kom med. 

Tidligere FE-chef: Hjort går meget langt
Med den udtalelse bekræfter den tidligere forsvarsminister dele af DR's dækning af sagen, der ellers har baseret sig på anonyme kilder. 

Tidligere souschef i Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo vurderer, at Claus Hjort Frederiksen er gået meget, meget langt med sine udtalelser.

Han understreger dog, at han ikke er jurist og derfor ikke kan lave en juridisk vurdering.

- Som tidligere efterretningsmand var jeg, for at sige det mildt, ret overrasket over åbenheden fra den tidligere minister. Jeg vil sige, at da han sagde i 'Lippert', at han skulle passe på, han ikke blev anholdt, vidste jeg ikke rigtig, om jeg skulle grine eller græde. For det var godt nok nogle markante udtalelser, siger han til Ekstra Bladet.

Er Hjort sigtet?
Ekstra Bladet har siden mandag forsøgt at komme i kontakt med Claus Hjort Frederiksen, men han har ikke besvaret vores telefonopkald. Det er derfor uvist, om hans udtalelser har ført til sigtelse for brud på hans tavshedspligt.

Venstres pressetjeneste har heller ikke besvaret Ekstra Bladets henvendelser.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

FE-chef Lars Findsen er fortsat fængslet for at have lækket klassificerede oplysninger.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.