Thorning-afløser boykotter Folkemødet: Woodstock for nynazister

Tysker beskyldt for nynazisme gæster Folkemødet til sommer, og det får medlem af Folketinget for Socialdemokraterne til at boykotte den politiske festival

Uod Voigt sidder i Europaparlamentet for partiet Nationaldemokratische Partei Deutschlands.
(Foto: Christian Ditsch/Imago)
Uod Voigt sidder i Europaparlamentet for partiet Nationaldemokratische Partei Deutschlands. (Foto: Christian Ditsch/Imago)

Socialdemokraten Lars Aslan, der erstattede Helle Thorning-Schmidt (S) i Folketinget boykotter Folkemødet på Bornholm.

Det skyldes, at Danskernes Parti har inviteret den kontroversielle tyske politiker Udo Voigt til Folkemødet, og det får socialdemokraten til at kalde den politiske festival for nynazisternes Woodstock, der var en musikfestival i USA i 1969.

- Det er underligt, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvem man giver ret til at optræde på Folkemødet, hvor der også deltager folk med anden etnisk baggrund, som skal kunne føle sig velkommen, siger Lars Aslan til Ekstra Bladet.

Udo Voigt sidder i Europa-parlamentet for partiet Nationaldemokratische Partei Deutschlands - NPD. Et stærkt højrenationalistisk parti, der to gange er søgt ulovliggjort, fordi partiets grundholdning blev vurderet grænsende til det nynazistiske og dermed eventuelt forfatningsstridigt. Den seneste retssag er i øvrigt endnu ikke afsluttet.

Giv gas
Sidste år havde Danskernes Parti inviteret højreorienterede nationalister fra græske Gyldent Daggry og italienske Forza Nuova til Folkemødet, og socialdemokraten mener, at gæster som Udo Voight og de ander højreorienterede går over grænsen.

Årsagen er blandet andet valgplakater som nedenfor, og fordi Udo Voigt angiveligt har delt brochure ud med budskabet om, at sorte ikke skal kunne spille på det tyske fodboldlandshold, forklarer Lars Aslan.

Lars Aslan fremhæver denne valgplakat fra Udo Voigt, når han skal forklare, hvorfor han ikke mener, at den tyske politiker burde deltage på Folkemødet.
Lars Aslan fremhæver denne valgplakat fra Udo Voigt, når han skal forklare, hvorfor han ikke mener, at den tyske politiker burde deltage på Folkemødet.

Woodstock for nynazister
- Det er vildt, at sådan en psykopat (Udo Voigt, red. får lov til at deltage, og jeg synes, at Folkemødet er ved at blive Woodstock for nynazister, siger Lars Aslan.

Socialdemokraten boykottede Folkemødet sidste år, og det har han også tænkt sig i år. Han føler sig ikke velkommen.

- Jeg kommer ikke i år, fordi jeg selv har en kurdisk far, og jeg føler mig ikke velkommen på Folkemødet, hvor der kan være mange nynazister, som der tit er, når Udo Voigt optræder, siger han.

- Men han er jo medlem af Europa-Parlamentet, og vi har jo ytringsfrihed, så kan man ikke bare ignorere ham, hvis man er uenig?

- Er alle mulige islamist-organisationer så også velkommen? Jeg mener, der må være en grænse for, hvem man kan invitere. Manden må godt sige det, men han burde ikke være inviteret, forklarer Aslan.

Udo Voigt er partiets eneste repræsentant i Europa-Parlamentet og samtidig tidligere leder af NPD. I taler har han blandt andet hyldet Rudolf Hess. Og andre partimedlemmers udtalelser gennem tiden har fået blandt andet fået jødiske interesseorganisationer op af stolen.

Partiet er repræsenteret i en række lokal og regionalråd samt i delstaten Mecklenburg Vorpommern, men ikke i Forbundsdagen.

Skal snakke Syrien
Daniel Carlsen, leder af Danskernes Parti, har tidligere været erklæret nazist. Men det er ikke fælles interesser af historisk karakter, der skal drøftes, når Voigt efter planen dukker op på Bornholm.

- Her skal vi blandt andet drøfte migrant-krisen og krigen i Syrien. Jeg har for nyligt været dernede på indbydelse fra det syriske parlament, siger Voigt, der også fortæller, at han ikke er tilfreds med den generelle mediedækning af krigen i Syrien:

- Det er langt fra det korrekte billede, der viderebringes i medierne. Det vil jeg gerne rette op på, mener Voigt.

Han glæder sig til Bornholm:

- Jeg synes, det lyder til at blive et spændende møde, siger han.

- Jeg har kendt Daniel Carlsen i godt to år, hvor Carlsen blandt andet har været i fem måneders praktik hos mig her i EU og i Berlin.

Vil skabe debat
- For os handler det om, at vi gerne vil have debat om Europa og migrant-krisen. Og i den forbindelse mener jeg, at det er godt at se det både fra et europæisk og et syrisk synspunkt. Udo Voigt har jo været i Syrien to gange og han har gode kontakter i regeringen, derfor mener jeg, han er relevant at invitere, siger Daniel Carlsen.

Sidste år sørgede Daniel Carlsens højrenationale gæster for skriverier og panderynken. Både han selv og hans partis ligesindede gæster blev i den forbindelse omtalt som kontroversielle og uønskede af en række politikere og debatører:

- At nogen ser dem som kontroversielle, det synes jeg kun er godt. Det passer mig fint, at den slags synspunkter også kommer til orde, og det er en debat, vi gerne vil bidrage med, siger Carlsen.

- Egentlig er jeg ligeglad med, hvad andre mener, og jeg synes egentlig ikke selv, det er kotroversielt. For mig - og os - er det os, der står for normaliteten. Det er alle dem, der ikke ønsker at får stoppet  og vendt strømmen af migranter, der i mine øje er ekstreme, siger Carlsen.

1 af 2 Daniel Carlsen er leder af Danskernes Parti. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 Uod Voigt sidder i Europaparlamentet for partiet Nationaldemokratische Partei Deutschlands. (Foto: Christian Ditsch/Imago)
153 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere