Thorning i mystisk tv-undskyldning

Han blev fyret for åben skærm af Helle Thorning. Efterfølgende har hun derfor givet sin partifælle en personlig undskyldning. Men den har Bjarne Laustsen aldrig hørt

Helle Thorning-Schmidt. Foto: Uffe Weng
Helle Thorning-Schmidt. Foto: Uffe Weng

En af Helle Thorning-Schmidts første gerninger som formand for Socialdemokratiet i 2005 var en brutal magtdemonstration.

For åben skærm i DR2's Deadline fyrede hun sin efterlønsordfører Bjarne Laustsen, fordi de to var uenige om Socialdemokratiets linje på netop efterlønnen.

Dengang svarede hun direkte adspurgt, om hun kunne leve med at have en ordfører, som mente det stik modsatte af hende selv om efterlønnen: 'Nej, det kan jeg ikke'.

- Så han skal ikke fortsætte som efterlønsordfører?

- Nej, det skal han ikke

Bjarne Laustsen er færdig som efterlønsordfører. (Foto: Socialdemokraterne) Politik Thorning-Schmidt fyrer efterlønsordfører

Men onsdag aften røbede Helle Thorning-Schmidt på landsdækkende tv i Johannes Langkildes sofa-snakkeprogram, 'Det Politiske Talkshow' på DR1, at den kontante afskedigelse af Laustsen var at gå for vidt.

Det var rigtigt at fyre Laustsen, fastholdt Thorning. Men det var nok en tand for voldsomt, at det skete for åben skærm.

Var det så en undskyldning til Bjarne Laustsen, ville værten Johannes Langkilde vide.

- Ja, det kan du godt kalde det. Jeg tror også, jeg har sagt det til ham selv, lød det fra den tidligere S-formand og statsminister.

Ikke hørt det

Men der er bare et problem.

Bjarne Laustsen har aldrig fået en undskyldning fra Helle Thorning-Schmidt.

 

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Hvis hun har sagt undskyld før, så har det været meget lavt. Jeg har i hvert fald ikke hørt det.

- Men jeg tager selvfølgelig imod undskyldningen. Bedre sent end aldrig, lyder det fra Bjarne Laustsen.

Laustsen fortalte i programmet, at han i forbindelse med fyringen som efterlønsordfører var til en af Thorning-Schmidts kendte MUS-samtaler, hvor han fik 'en kold afvaskning' på blot fire-fem minutter.

Ifølge Helle Thorning har de to politikere dog siden 2005 'haft det sjovt sammen'.

156 kommentarer
Vis kommentarer