Thorning i tv-fight med Anders Fogh: - Du hed ikke Gucci-Anders

I ny tv-udsendelse diskuterer de to tidligere statsministre betydningen af køn i toppolitik. Helle Thorning-Schmidt fremhæver, hvordan tilnavnet Gucci-Helle skulle undergrave hende som god socialdemokrat

Helle Thorning-Schmidt fik besøg af Anders Fogh Rasmussen, da han var på vej ud af jobbet som Natos nummer 1. Foto: Jens Dresling/ritzau
Helle Thorning-Schmidt fik besøg af Anders Fogh Rasmussen, da han var på vej ud af jobbet som Natos nummer 1. Foto: Jens Dresling/ritzau

Det starter egentlig ganske, ganske hyggeligt.

Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen deltager begge som to ud af fem nulevende statsministre i DR-serien 'Statsministrene', der fra på søndag klokken 20 løber over skærmen.

Men da udsendelsen begynder at handle om, hvordan Helle Thorning-Schmidt blev behandlet af medier og politikere som kvindelige statsleder, hører enigheden i den grad op.

Den skarpe ordveksling mellem de to tidligere statsministre bliver skudt i gang, da Helle Thorning-Schmidt i de hidtil skarpeste vendinger giver udtryk for, at hun måtte lægge øre til ekstra mange tæsk, fordi hun var netop kvinde i jobbet. En pointe Poul Nyrup Rasmussen bakker hende op i.

- Der er en meget, meget stor tendens til, at man bliver sat i bås. Dér tror jeg igen, der er noget køn i det. Jeg tror, man har lyst til at sætte kvinder i meget klar bås, indleder Helle Thorning-Schmidt.

Ikke så slemt
- Nej, lyder det straks samstemmende fra Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, da alle fem statsministre sidder om et sofabord på Marienborg.

- Jeg må sige, jeg synes ikke det er særligt slemt, lyder det videre fra Anders Fogh Rasmussen.

Helle Thorning-Schmidt tager ordet:

- Det er svært at sige, at der ikke er (forskel på behandlingen af mænd og kvinder i toppolitik, red.).

Men billedet af, at kvinder - og dermed Helle Thorning-Schmidt selv - har det sværere end mænd i magtpositioner gider Anders Fogh Rasmussen slet ikke høre på.

- Den debat er forældet, konstaterer han.

Anders Fogh Rasmusen, daværende Nato-generalsekretær, Helle Thorning-Schmidt, daværende statsminister, og Barack Obama, daværende præsident i USA, til Nato-topmøde i 2012. Foto: AP/Carolyn Kaster
Anders Fogh Rasmusen, daværende Nato-generalsekretær, Helle Thorning-Schmidt, daværende statsminister, og Barack Obama, daværende præsident i USA, til Nato-topmøde i 2012. Foto: AP/Carolyn Kaster
 

En god mor?
Men Helle Thorning-Schmidt svarer skarpt igen, da de sidder side om side i en direkte interviewsituation i programmet:

- Der er stor forskel på at være mand og kvinde i politik. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg tror, vi bliver klogere, hvis vi anerkender, at der er en forskel på mænd og kvinder i absolut toppolitik. Det er først, når man se det og taler om det, at man kan gøre noget ved det.

- Jeg kan kun sige at set fra min stol, så har kvinder alle muligheder, alle chancer. Hvis de vil udnytte dem, så kan de bare gribe de chancer, svarer Anders Fogh Rasmussen.

- Altså, jeg er altså langt oftere end du blevet spurgt til, hvordan får du det til at hænge sammen med børnene. Er du en god mor?

- Der er blevet kommenteret på alt fra mine sko, mit hår, mine tasker. Alt. Så på den måde er der en anden målestok for kvinder og for mænd i politik. Det gør også, når der er en anden målestok - en anden palette man bliver målt på. Så er der også en bredere palette at fejle på. Så jeg har selv følt en forpligtigelse i forhold til at blive den første kvindelige statsminister, at jeg skulle fandme gøre det godt, fordi jeg skulle vise, at det kunne en kvinde også.

Kom-og-tag-mig-hår
- Så selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder i politik. Men jeg tror ikke, jeg får overbevist dig Anders, siger Helle Thorning Schmidt.

- Nej, det får du aldrig nogen sinde overbevist mig om. Men det er selvfølgelig klart, at der er forskel på kvinder og mænd. Men jeg synes ikke, du kan sige, det er sværere for kvinder end for en mand..., siger Anders Fogh Rasmussen.

- Jo, for der er nogle andre ting, man skal bryde igennem. Jeg kan huske engang, jeg havde løst hår i en længere periode, så beskrev en journalist, at nu har Helle Thorning-Schmidt fået 'kom-og-tag-mig-hår'. Det er en beskrivelse af en politiker, som baserer sig meget på køn. Og det giver en forskel i forhold til mænd og kvinder, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Jamen, det jo ikke rigtigt. Da jeg var yngre, blev jeg beskyldt for, at jeg havde lange sorte skægstubbe. At jeg stirrede med øjnene. Alle mulige ting. Jeg er da på samme måde blevet vejet og målt, svarer Anders Fogh Rasmussen.

- Det er sjovt, du siger det. Jeg tror, der er meget, meget få kvinder, der ville være enig med dig. Og af de kvinder, som rent faktisk er blevet statsminister, så tror jeg ikke, der ville være nogen af dem, som ville være i tvivl om, at de rent faktisk er blevet behandlet anderledes på baggrund af deres køn, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hulemanden og Gucci-Helle
Udsendelsen klipper tilbage til sofaen med de fem statsministre. Herfra svarer Anders Fogh Rasmussen:

- Når man nu møjsommeligt har fået opbygget et bestemt image, hvorfor så ikke fastholde det?

- Nu har du ikke heddet Gucci-Anders, indskyder Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg har et image som hulemand, som om det skulle være bedre, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Men det fik du meget ud af, svarer Helle Thorning-Schmidt.

- Det fik jeg meget ud af. Og det er jeg så glad for. Det har jeg ikke gjort noget forsøg på at bryde ud af, erkender Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen var mødt op, da statsministerportrættet af Helle Thorning-Schmidt blev  præsenteret i april. Foto: Jens Dresling/ritzau
Anders Fogh Rasmussen var mødt op, da statsministerportrættet af Helle Thorning-Schmidt blev præsenteret i april. Foto: Jens Dresling/ritzau
 

- Det kommer an på, hvilket navn eller bås at være i. Fordi hvis man for eksempel hedder Gucci-Helle. Så har det noget med ens køn at gøre. Det navn skulle også understrege, at jeg ikke var ordentlig socialdemokrat. Så det brød med, at man skulle blive accepteret som god socialdemokrat, forklarer Helle Thorning-Schmidt.

- Hør her, du kunne så appellere bredere. Jeg tror kun i opfattede det som negativt, fordi det i socialdemokratiske kredse er blevet opfattet negativt. Jeg er da fuldstændig ligeglad, hvilke tasker du går med, pointerer Anders Fogh Rasmussen.

- Det er socialdemokrater faktisk også, slutter Helle Thorning-Schmidt inden udsendelsen fortsætter med andre emner.

Meget ens
I starten af afsnittet, der er det første af fire, hvor de fem statsministre taler om de seneste 35 års begivenheder, bliver Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt faktisk enige om, at de ligner hinanden.

- Da jeg var statsminister levede jeg et meget disciplineret liv. Der tror jeg, vi har arbejdet lidt på samme måde. Jeg kan ikke lide ikke at være forberedt. Jeg gør mig meget umage med mine ting, mine taler og den slags. Der er der nok nogle fællestræk, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. For eksempel sørgede jeg altid for allerede om aftenen at beslutte, hvad jeg skulle have på af tøj næste dag. Det er en af de ting man bliver vurderet på som mand, 'har du nu det samme slips på to dage i træk. Det må man ikke.