Tidligere SF-spindoktor: Thorning var en elendig leder

Villy Søvndals tidligere spindoktor, Claus Perregaard, langer hårdt ud efter Helle Thornings ledelsesstil

Tidligere SF-spindoktor kalder Thorning en elendig leder (foto: Anthon Unger)
Tidligere SF-spindoktor kalder Thorning en elendig leder (foto: Anthon Unger)

- Helle Thorning- Schmidt var en elendig regeringschef og leder. Hun ejede ikke den politiske musikalitet og fornemmelse, som forgængere og efterfølgere som Fogh og Løkke har.

Sådan lyder den hårde kritik fra en af de centrale SF-spindoktorer i regeringen under Helle Thornings ledelse.

Det er Villy Søvndals tidligere spindoktor, Claus Perregaard, der rejser kritikken af Thorning i et interview med Radio24syv.

Her beretter Perregaard, at den tidligere statsminister opførte sig, som om hun havde et flertal og ikke var afhængig af alle partier i regeringssamarbejdet.

I stedet kørte hun det, som om hun havde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens pondus:

- Det var helt åbenlyst, at SF blev alvorligt trynet i langt de fleste sager, og hele stemningen omkring regeringen var præget af, at der var en akse mellem S og R, og SF fik det strøgne mål. Så det betød, at man svigtede de løfter og forudsætninger, som regeringen var valgt på, siger Claus Perregaard til Radio24syv.

Gik galt i forarbejdet
Han nævner som eksempel, at regeringen ville arbejde for at styrke menneskerettighederne i udenrigspolitikken.

- Men da udenrigsminister Villy Søvndal kommer med et konkret forslag til ikke at ville samarbejde med udenlandske efterretningstjenester, som benytter tortur, så bliver han banket på plads i løbet af en halv eftermiddag, siger Claus Perregaard.

Den tidligere spindoktor mener, at det allerede gik galt i forarbejdet til regeringsdannelsen.

- Jeg siger bestemt ikke, at Socialdemokraterne var skurken, og SF var ofre, men selve kulturen om, at enten er i med, eller også bliver der ikke nogen regering, det var gennemgående allerede i optakten, siger Claus Perregaard til Radio24syv.

228 kommentarer
Vis kommentarer