Tidligere V-profil: Vil ikke afløse Lunde

Mads Rørvig står til at afløse Esben Lunde i Folketinget, men takker nej

Det tidligere folketingsmedlem Mads Rørvig takker endnu engang 'nej tak' til en tur i Folketinget. Esben Lunde Larsen har meldt sin exit og Rørvig er første-suppleant. - Det er jo ikke en almindelig beslutning, lyder det fra Mads Rørvig, der dog ikke var i tvivl om sit valg. Foto: Lars Just
Det tidligere folketingsmedlem Mads Rørvig takker endnu engang 'nej tak' til en tur i Folketinget. Esben Lunde Larsen har meldt sin exit og Rørvig er første-suppleant. - Det er jo ikke en almindelig beslutning, lyder det fra Mads Rørvig, der dog ikke var i tvivl om sit valg. Foto: Lars Just

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre Mads Rørvig har meldt ud, at han takker nej til en plads i Folketinget.

Rørvig er ellers første-suppleant til at komme i Folketinget i stedet for Esben Lunde Larsen, der har fået et job i Washington, og derfor stopper på Christiansborg. 

Til Ekstra Bladet fortæller Mads Rørvig, at han ikke var i tvivl om sin beslutning.

- Det er fordi, jeg har et godt job nu, er glad for det, jeg laver, og har det godt med det. Det er en meget simpel grund.

- Men det er da klart, at det er noget af et privilegium at få sådan en mulighed serveret. Så det er jo ikke bare en almindelig beslutning, men jeg vidste godt, hvad svaret var, lyder det fra Mads Rørvig, der er underdirektør for public affairs i Finans Danmark.

Har tidligere takket nej
Det er den tidligere Ikast-Brande borgmester, Carsten Kissmeyer, der er den næste i køen til at afløse Esben Lunde. Kissmeyer takkede dog i 2017 nej til en plads i Folketinget for en kortere periode.

Det var da Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen, skulle på barselsorlov, og Mads Rørvig også takkede nej til pladsen.

Derfor blev det tredje-suppleant Marianne Bredal, der afløste Thomas Danielsen for en kortere periode.

Overvejer det
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Carsten Kissmeyer - uden held.

Til Ritzau lyder det dog fra den tidligere V-borgmester, at han overvejer, om han skal tage imod et sæde i Folketinget.

Hvis han takker ja, skal han forlade sin post som anden næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland.

- Jeg er anden suppleant - så Mads Rørvig skal sige nej tak. Om jeg så eventuelt kan få det passet ind i mine øvrige aktiviteter, vil jeg afklare i løbet af første halvdel af august, når sagen er mere opklaret, skriver han.

Den tidligere Ikast-Brande borgmester Carsten Kissmeyer er anden-suppleant til at komme i Folketinget for Venstre, som Esben Lunde Larsens afløser. Carsten Kissmeyer takkede i 2017 nej til at komme i Folketinget for en kortere periode. Foto: Simon Fals
Den tidligere Ikast-Brande borgmester Carsten Kissmeyer er anden-suppleant til at komme i Folketinget for Venstre, som Esben Lunde Larsens afløser. Carsten Kissmeyer takkede i 2017 nej til at komme i Folketinget for en kortere periode. Foto: Simon Fals
 

Trak støtten til Løkke
Tilbage i 2014 var Carsten Kissmeyer en af de borgmestre, der meldte ud, at han trak støtten til Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.

- Vi frygter, at der vælter mere frem. Vi anerkender, at Lars Løkke har gjort en fantastisk politisk indsats, men vi er bange for, hvad der sker ved det næste valg. Og i den situation har vi valgt at sige, at vi melder ind til det her hovedbestyrelsesmøde, at vi synes, vi skal gå efter at finde en anden formand, lød det fra den daværende borgmester til Berlingske.

Den tidligere minister sagde farvel og tak tilbage i maj måned

116 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere