Til fest hos 'urtekusserne'

Engang stemte jeg altid på Enhedslisten, men det er, som om hovedstadens nu mest populære parti lander et sted mellem utopi og hykleri. Her er René Fredensborgs personlige beretning fra valgaftenen

Feminismen blev taget alvorligt på valgaftenen. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Feminismen blev taget alvorligt på valgaftenen. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Jeg har to indrømmelser. Jeg tog til valgfest med Ø for at ødelægge den gode stemning. Og jeg har nu brugt over en uge på at gruble over, hvilket utopisk paradoks, der ligger til grund for socialisternes markante fremgang i hovedstaden.

Festen på det historiske Lille Vega var ligesom partiet; en tidslomme, nærmest en anakronisme. 

Lone Kellermann skrålede 'Kvinder for fred', serveret af dj-skægget Ras Money aka Raske Penge, hvis monetære kunstnernavn mindede mig om, at Enhedslisten ofte ikke behøver finansiere sine politiske fantasier.

Masser af jubel blandt partikammeraterne ved Enhedslistens valgfest på Lille Vega i København. Foto: Marcus Emil Christensen
Masser af jubel blandt partikammeraterne ved Enhedslistens valgfest på Lille Vega i København. Foto: Marcus Emil Christensen

Populistiske paroler
De er jo blot et fløjparti, men nu altså det største i København. Som de andre politikere ikke tager seriøst, at dømme ud fra den stadigt socialdemokratiske overborgmester og blot to EL-borgmesterposter. Det er én mere end før, og alt hvad det kan blive til. Jeg har spurgt på rådhuset.

Markant fremgang
Ø listede sig ellers markant frem i bussen (18,4 procent i 2017 mod 24,6 denne gang), hvilket altså kan betyde, at de populistiske paroler ikke længere behøver være noter fra en drømmefabrik.

'CO2-neutralt København i 2025', 'Smid boligspekulanterne på porten' og 'Plads til vild natur' stod der på den mosaik af plakater, som dannede baggrund for Line Barfods før-sejrstale.

Enhedlistens spidskandidat i København, Line Barfod, havde en storhedstid på valgaftenen. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Enhedlistens spidskandidat i København, Line Barfod, havde en storhedstid på valgaftenen. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson

Rødt udslæt på fornuften
'Line, Line, Line, Line' gjaldede det taktfast fra alskens urtekusser og næsepiercinger i den ballonpyntede sal ved navn 'Stauning'. Lines højrøde advokatlook fik en rockstjernemodtagelse, men jeg må indrømme, at Barfod er den sko, jeg ikke længere er fremme i.

Hedeager gav rødt udslæt
Jeg har stemt på Enhedslisten igen og igen, men den tidligere teknik-og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har ærligt talt været rødt udslæt på fornuften.

Hun sad med i det udvalg, der foreslog, at det københavnske natteliv skulle lukkes ned til midnat. Hun er imod altaner, fordi altaner signalerer ulighed. Hun deltog engang i en fest, hvor de brændte en Lars Løkke-dukke af.

Enhedslisteren
Og så er der jo den firepersoners partigruppeputter i Ninna Hedeagers dobbeltseng, som meget MeToo-agtigt udviklede sig til en voldtægtsanklage.

Den mandlige enhedslister blev frikendt i landsretten sidste år, på min blok havde jeg faktisk nedfældet spørgsmålet: 'Hvor mange mandater går der på en dobbeltseng?'

Jeg fik ikke spurgt. Dels fordi Ninna Hedeager ikke var til stede.

Ude af politik
Hun er angiveligt ude af politik, hvilket en ellers trofast EL-vælger var glad for. Han kaldte hende for 'decideret latterlig'.

Dels fordi stemningen generelt var festival-eksalteret. Line Barfod talte om at gå fra grønne løfter til grønne løsninger. Juhuuuh!

Mangfoldige rygklappere
Denne nu nye teknik-og miljøborgmester mente også, man skulle fjerne hensigten om at sælge boliger dyrest muligt. Hvilket nok vil kræve, at vi giver det hvide snit til storbyens talrige friværdi-socialister.

Hun efterlyste sjovt nok også indsparkere, ikke kun rygklappere. Juhuuuh!

Og så fadede hun med et lille host ud på klichéen om, at København skal være en mangfoldig by for alle. Især dem, der ikke kører i bil og tjener kassen på sin bolig, forstås.

Det var ikke let at komme i direkte kontakt med socialisternes store åndelige ledere. Barfod holdt sig backstage med den politiske ordfører Mai Villadsen, som i sin salut på scenen også huskede at omfavne de beklemte sygeplejersker.

Uddannelsesracisme
Alle elsker sygeplejersker, men alt for få vil belønne dem.

Jeg har for eksempel en filippinsk sygeplejerske med ti års erfaring liggende her på sofaen (vi er gift!), men hun skal score karakteren 10 i dansk, før hun må arbejde og måske redde et liv eller to.

Jeg har lært hende at sige 'uddannelsesracisme' og andre grimme ord, ligesom Mai Villadsen har lært at tale rigtig medie-københavnsk med politikerpondus. Vi forstår hende, for der er jo ingen, der stemmer på Enhedslisten derovre i Vestjylland.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sloganpolitik og luftkasteller


Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, holdt tale med det overraskende slogan 'Ja til velfærd' i baggrunden. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/ritzau scanpix
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, holdt tale med det overraskende slogan 'Ja til velfærd' i baggrunden. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/ritzau scanpix

Liste Ø's luftkasteller blæser ikke længere end til Valby Bakke: At smide boligspekulanter på porten. At gøre København CO2-neutral.

På blot fire år, vel at mærke. Det er svært at være lodret uenig i, at vi skal svine mindre med det ene og det andet, men den slags sloganpolitik er i bedste fald utopi, i værste fald hykleri.

Fordi partiets ledere og medlemmer jo også selv låner og spekulerer i friværdi. Køber boliger til sig selv og deres børn, tager på flyrejser, og kører i sommerhus i den gamle dieselhakker. Og spiser oksekød og billig kylling fra Danpo, for hvem har egentlig råd til at være hundrede procent bæredygtig hele tiden? At være frelst kræver friværdi.

Principper over komfort
Som en EL-ven skrev til mig forleden.

- Det er et smukt paradoks, men det er ikke kun hykleri. Det er også et håb om rigtig forandring, som man ser i andre europæiske storbyer. Hastighedsbegrænsninger i Paris, billige lejligheder i Wien og så videre. Man må se på principper over komfort.

Jeg foreslog, at man af samme grund bygger på Fælleden. Naturen, det opreklamerede skidt, hører ikke til i storbyen. Det gør de små billige lejligheder, og så må den store vandsalamander flytte sig. Den vinkel var aktivisterne på Lille Vega døve for.

Først støjede et ultrafeministisk punkband, så var der dødsmetal. Der var flere partisoldater foran fjernsynet end foran scenen. Et sted talte de stemmer op.

- Nørrebro, 36,9 procent, blev der gjaldet. Juhuuuh! 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Luk festen til midnat
 

Rosa Lund (th.) kiggede også forbi Lille Vega. Her er hun dog fanget til fest på Søpavillonen. Foto: Niels hougaard
Rosa Lund (th.) kiggede også forbi Lille Vega. Her er hun dog fanget til fest på Søpavillonen. Foto: Niels hougaard

Jeg stødte ind i Rosa Lund.

- Hov, du er noget nær den eneste politiker, der er til stede her?

- Ja, folk er dér, hvor de vandt.

- Skal festen lukke her klokken 24 midnat så?

- Nej, det er jo ikke det, vi mener. Det har vi været ude at korrekse.

- Går vi ind i en forbudstid? Færre fester, færre biler, færre altaner til folket?

- Nej, vi åbner festen. Vi mener ikke, at fester skal lukke klokken 24. Tværtimod, så åbner vi festen. Vi vil jo have flere kulturhuse, vi vil en mere levende by. Og vi går i øvrigt også ind for en legalisering af cannabis. Så at kalde os et forbudsparti, det er helt ude i skoven, René.

Det er lidt ligesom med bankdamen, når en politiker husker ens navn. Jeg prellede (også) af på sejrsherren på høje hæle. Selvom (også) jeg dybest set drømmer om fri hash og langt hår under armene.

For nu at omskrive den tyske jernkansler Otto von Bismarck, så er politik det umuliges kunst.

Det var måske en stemme værd?

Ekstra Bladets journalist René Fredensborg havde en festlig valgaften hos dem, han kalder urtekusserne i Enhedslisten. Foto: Jacob Boserup
Ekstra Bladets journalist René Fredensborg havde en festlig valgaften hos dem, han kalder urtekusserne i Enhedslisten. Foto: Jacob Boserup
 

Seneste nyt

Benny bekræfter vores bange anelser om regeringen

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.