Tillykke med dagen - her er en kæmpe sviner

Tidligere SF-lokalpolitiker Brian Franklin bliver hængt ud på det groveste i et fødselsdagsportræt i lokalavisen

60-årige Brian Franklin er tidligere SF-lokalpolitiker og medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby på Amager. Dette er måden, hvorpå hans lokalavis valgte at hylde ham i forbindelse med den runde fødselsdag 6. maj 2020. Foto: Amager Bladet
60-årige Brian Franklin er tidligere SF-lokalpolitiker og medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby på Amager. Dette er måden, hvorpå hans lokalavis valgte at hylde ham i forbindelse med den runde fødselsdag 6. maj 2020. Foto: Amager Bladet

Da Brian Franklin fyldte 60 år i sidste uge, bragte lokalavisen et portræt af den tidligere SF-politiker, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby på Amager og forhenværende tillidsmand i lufthavnen.

Dog skilte portrættet i Amager Bladet sig en anelse ud fra de sædvanlige hyldester, man finder på avisernes navnesider.

Her står der blandt andet detaljer om en straffesag, som Brian Franklin blev kendt skyldig i, fra 2015.

- Jeg forstår det ikke. Da jeg var i politik, skrev de sjældent positivt om mig - nok fordi jeg er socialist, og de er borgerlige. Men det her ... det forstår jeg ikke, at de har behov for, siger Brian Franklin til Ekstra Bladet.

- Det er ondskabsfuldt.

Synd for hende
Brian Franklin blev i 2015 i Østre Landsret kendt skyldig i 'anden kønslig omgang end samleje' med sin forhenværende steddatter på 18 år og fik 40 dages fængsel, som dog blev vekslet til 60 timers samfundstjeneste.

Her er sagen mod Franklin:

Brian Franklin var kæreste med en kvinde i fem-seks år fra 2007-2012, hvor de gik fra hinanden.

I 2013 indledte Brian Franklin et 'kærestelignende forhold' til kvindens dengang 17-årige datter, som Brian udmærket kendte fra sit forhold til moderen.

Ifølge Brian Franklin kyssede de kun i begyndelsen, og var i seng sammen første gang, da hun var 18 år og tre måneder.

De havde et forhold,der varede et år, men som stoppede brat, da pigens moderen opdagede det.

Det var moderen, der gik til politiet og anmeldte forholdet med den begrundelse, at Brian Franklin var 'som en far' for datteren.

I både byretten og landsretten blev Brian Franklin frikendt for voldtægt, men begge steder fandt man, at der var en stedfaderlig relation mellem parterne, og derfor blev manden dømt.

Brian Franklin blev i 2015 idømt 40 dages fængsel, der i Østre Landsret blev vekslet til 60 timers samfundstjeneste.

- Når det bliver ved med at komme op, er det så ikke svært at lægge sagen bag dig?

- Helt nøgternt. Jeg havde et godt forhold med X (kvindens navn udeladt, red.), og var vi bare gået fra hinanden uden den sag, som hun ikke havde noget ønske om at gennemføre, havde det jo aldrig eksisteret, og jeg var aldrig blevet dømt.

- Det er selvfølgelig irriterende og jeg kan godt blive vred. Men hvis jeg bliver ved med at lade mig gå på af det, stopper det i hvert fald aldrig, siger Brian Franklin, der helt klart kan se en stor ulempe ved, at sagen bliver hevet frem igen:

- Det er synd for hende (kvinden fra sagen, red.). Hun bliver nok ramt hårdere end mig.

Ingen kommentarer
Amager Bladets chefredaktør Jesper Gisli vil ikke interviewes til Ekstra Bladet, men henviser til et opslag, han har forfattet på Facebook om polemikken omkring fødselsdags-noten.

- Enhver, der har fulgt en smule med på Amager og i Amager Bladet, vil vide, at der igennem tiden har været meget storm omkring Brian Franklin, og at disse sager har været og er en del af fortællingen om manden, skriver han og påpeger, at det skam ikke er en vred ekskone, der er forfatter af noten, men derimod Amager-redaktionen.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange spalter vi har skrevet om disse sager i Amager Bladet. Fordi det havde stor betydning for mange mennesker lokalt. Intet i noten er faktuelt forkert.

- Som vigtigt og nært lokalmedie fortæller Amager Bladet om den skinbarlige virkelighed lokalt. På godt og på ondt. Nej, det forventer mange af jer måske ikke af lokalaviser – men så må I tro om, og revurdere jeres opfattelse af Amager Bladet og vores øvrige lokale medier i hovedstadsområdet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det er dog ikke kun Amager Bladet, der har fundet det nødvendigt at bruge Franklins runde dag til at sende en lussing af sted til fødselaren.

Også det endnu mere lokale lokalblad 2770 Tårnby har valgt at bringe et portræt - der i øvrigt udkom før dét i Amager Bladet, men som til forveksling nærmest er enslydende med Amager Bladets.

- De (Amager Bladet, red.) har valgt at bringe ordlyden fra det, som jeg har skrevet. De har ikke selv fundet på det, siger Ulf Bjørton, der er redaktør på 2770 Tårnby.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I den endnu mere lokale avis 2770 Tårnby er ordlyden næsten identisk med Amager Bladets. Foto: 2770 Tårnby
I den endnu mere lokale avis 2770 Tårnby er ordlyden næsten identisk med Amager Bladets. Foto: 2770 Tårnby

- Hvilke overvejelser har du gjort jer i forbindelse med det fødselsdagsportræt?

- Overvejelser? Hvorfor? spørger redaktøren.

- Jeg synes, at det er et vildt fødselsdagsportræt, hvor der bliver brugt plads på at skrive om en mand, der er dømt for noget, som han har udstået straffen for - i øvrigt hvor der var navneforbud i sagen.

- Og ...?

- Det er mine tanker. Derfor ringer jeg til dig for at spørge, hvilke overvejelser du har gjort dig?

- Det har jeg ingen grund til at udtale mig om over for dig. Jeg har ingen kommentarer, slutter Ulf Bjørton.