Tivoli får hjælp af staten: Har sendt 432 ansatte hjem

Turistmagneten Tivoli er en af knap 4700 virksomheder, der har søgt om hjælp fra staten til at betale løn til hjemsendte ansatte

Tivoli har - som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) opfordrede til - gjort brug af trepartsaftalen. Video: Ritzau Scanpix

Tivoli i København er anderledes stille lige nu. Ingen ansatte til at gøre haven klar til starten på en ny sæson.

Haven skulle være åbnet 2. april, men det fik en lille virus fra Kina sat en stopper for.

Derfor er åbningen foreløbigt udskudt til 16. april, og turistmagneten har sendt 432 ansatte funktionærer, timelønnede og mellemledere hjem med fuld løn, oplyser Tivoli.

Det er både forlystelsesparken, restauranter og hotel, som stort set er lukket helt ned.

Det meste af lønnen betales dog af staten ifølge den trepartsaftale, der blev indgået for at undgå massefyringer i kølvandet på coronaspredningen.

For fastansatte betaler staten 75 procent af lønnen. Dog maksimalt 23.000 kroner om måneden. For timelønnede er det 90 procent og maksimalt op til 26.000 kroner om måneden. 

Dermed er Tivoli sikret i omegnen af ti mio. kr. om måneden fra staten til de ansattes løn. Ordningen løber foreløbig i tre måneder.

De ansatte bidrager til ordningen ved at afholde fem fri-, ferie- eller afspadseringsdage i den periode, hvor de går hjemme.

Artiklen fortsætter efter billederne ...

Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli
Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli

Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli
Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli

Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli
Tivoli er tom. Selv på en forårsdag. Foto: Tivoli
 

Tusindvis af danske virksomheder har søgt om at få samme lønkompensation for medarbejdere, der er sendt hjem som følge af coronakrisen.

Onsdag åbnede Erhvervsstyrelsen for ansøgninger fra virksomheder, og i løbet af de første 24 timer har 4690 virksomheder ansøgt. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Den gælder for virksomheder, som er hårdt ramt af situationen omkring coronavirus, og som står overfor at skulle fyre 30 procent af staben eller flere end 50 ansatte.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kalder det positivt, at så mange virksomheder er interesseret i at bruge ordningen.

- Det er utrolig positivt, at så mange virksomheder har søgt, for det betyder jo, at rigtigt mange danskere kan beholde deres arbejdsplads og den løn, de har været vant til, selvom vi er ramt af en coronakrise. 

- Samtidig giver det virksomhederne en større mulighed for at kunne vende tilbage til normalen med gode medarbejdere og kompetencer i virksomheden, når vi engang kommer på den anden side af det her, siger han i en skriftlig kommentar.

Erhvervsministeriet har endnu ikke tal for, hvor mange ansatte, der er søgt kompensation for. Forventningen er, at omkring 50.000 virksomheder vil bruge ordningen.

38 kommentarer
Vis kommentarer