Hun ved om nogen, hvad det vil sige ikke at blive fjernet fra sin dysfunktionelle familie i tide. Hun kender konsekvenserne, når naboer,sagsbehandlere og lærere ikke reagerer på bekymringer.

Zandra Berthelsen er pigen fra Tøndersagen, der i 2005 rystede hele landet. Hun tager nu bladet fra munden, fordi hun mener, at vores statsminister er galt på den, når hun taler om 'tidligere og flere tvangsadoptioner' og om brugen af 'tvangsfjernelser som forebyggelse'.

- Kort sagt så tror jeg ikke, at den lov vil betyde noget - eller ville have haft betydning dengang - som helst for familier som min. Det er de forkerte børn - og familier - der bliver ramt af det her, siger Zandra Berthelsen til Ekstra Bladet.

- Og så er det meget vigtigt at få sagt, at tvangsfjernelser ikke kun er godt. Jeg fik det kun værre af at være anbragt så mange steder, fortæller den i dag 25-årige kvinde.

I 'verdens lykkeligste land' havde vi i 2005, da Zandras historie ryddede alle forsider og sendeflader, aldrig oplevet en sag som denne. Chokbølgerne væltede ind over hele Danmark, da det gik op for os, at en lille pige i årevis ikke alene var blevet seksuelt udnyttet af sin egen far.

Hun var også blevet lejet ud som sexslave til fremmede, voksne mænd. Ligeledes af sin far. Mens hendes mor vidste alt om det.

Efter et anonymt tip fra en borger blev Zandras forældre anholdt og modtog senere domme, mens Zandra og hendes lillesøster blev tvangsfjernet og sat i familiepleje, hvorefter et årelangt forløb, hvor Zandra gentagne gange måtte skifte plejefamilier og opholdssteder ud, begyndte.

Anbragte har brug for familie
På trods af opvæksten som 'systembarn', der måske kunne være blevet reddet fra sin barndom som sin fars og andre mænds sexslave, hvis kommunen havde reageret på de bekymringer og underretninger, de havde fået, mener Zandra Berthelsen altså ikke, at Mette Frederiksens løfter om 'tidligere indgriben' nødvendigvis er den rigtige vej at gå.

- I min sag blev der sendt 32 underretninger, og det reagerede kommunen (Tønder, red.) ikke på. Jeg tror simpelthen ikke, at tingene bliver bedre af at tvangsfjerne flere børn. Med udgangspunkt i min egen sag mener jeg, at man skulle have taget sig af hele familien.

- Det skulle have været undersøgt, hvorvidt mine forældre havde en forældreevne, og hvis ikke de havde, skulle de have hjælp i hjemmet til at passe deres børn. På den måde tror jeg, man kunne forhindre mange overgreb, forklarer hun til Ekstra Bladet.

- Og så skal man huske: tvangsfjernelse er symptombehandling - ikke årsagsbehandling.

- Det er barskt at blive tvangsfjernet, og de steder, jeg er vokset op, er der ingen, som holder af et barn, som græder og har været udsat for overgreb. Jeg blev undgået i en del år - både af de andre børn på opholdsstederne, men også af de 'voksne'. De professionelle fagfolk.

- Så ... den berøringsangst, som er et ord, statsministeren bruger i sin tale - lyder hun ikke til at have forstået. Hvorfor var der ingen, der greb ind noget før, og hvorfor lod kommunen sig spise af med dårlige forklaringer?

- Måske fordi mange socialrådgivere og sagsbehandlere slet ikke kender tegnene eller mangler erfaring og uddannelse i, hvordan man taler med børn - og ikke mindst, hvordan man skelner de børn, der 'bare' har dårlige forældre, fra de børn, som har forældre, der skader dem.

Han afslørede Tønder-Zandras lidelser: Spurgte om Zandra var til leje, så gik han til politiet

Familie-løs
Derudover har Zandra meget svært ved at se tvangsfjernelser og -adoptioner som 'forebyggelse'.

For nærmest uanset hvad man som barn har oplevet hos sine forældre, så har man brug for sin familie og for at kende sit ophav, mener Tønderpigen.

- Barnets tarv er ikke at gøre barnet familie-løs, ligesom man gjorde med mig. Man fjerner barnet fra forældrene, men et barn har ret til en familie. Hvis barnet ønsker det. I mit tilfælde drejede det sig om, at jeg gerne ville have haft mulighed for at se bedsteforældre, oldeforældre, fætre og kusiner. Det blev der slet ikke gjort noget ud af. Så jeg endte med at blive meget rodløs, siger Zandra, der i dag er ude af det psykiatriske system og har været medicinfri i 15 måneder.

- Jeg tror ikke, jeg var havnet på psykiatrisk medicin og i misbrug og andre ting, hvis jeg havde fået psykologhjælp noget før - og hvis jeg havde fået kontakt til min familie noget før. Så tror jeg, at jeg ikke ville have følt mig rodløs i samme grad.

- Det eneste, jeg havde brug for, var et kram. Jeg havde brug for min familie og nogle, som 'rigtig' holdt af mig, fortæller den 25-årige kvinde, der blev landskendt som 'Tønderpigen' i den sag, som gør, at folk stadig bakker væk fra hende og undlader at spørge til det.

Anbragte børn er skeptiske over for mål om at tvangsfjerne flere

- Jeg oplever stadigvæk i dag, at folk trækker sig eller møder mig med angst - berøringsangst. Fordi systemet i Danmark simpelthen ikke ved, hvordan man møder folk, der har været igennem det, som jeg har været igennem. Det handler i mange tilfælde om misforståede hensyn. Men hvordan vil statsministeren sørge for, at det bliver håndteret? For jeg er blot en ud af mange, der oplever denne angst for 'mennesker med traumer'.

- Hvis du kunne hjælpe med 'barnets lov', hvad ville du så gøre?

- Jeg ønsker, at statsministeren vil tale med os, som har oplevet både at vokse op i dysfunktionelle familier og er blevet tvangsfjernet eller anbragt. Hun skal besøge os, der på egen krop har erfaret, om tvangsfjernelse har været den ideelle løsning, eller om en familieanbringelse havde været mere ideel.

- Jeg vil gerne tilbyde at tale med hende og evt. tage nogle af de mennesker, der har været omkring mig, med.

Qvortrup om Mette F.: Tom - men smart tale