Top-socialdemokrater advaret om angrebs-mail

Socialdemokratiske top-politikere var informeret om den angrebsplan mod Venstre, som statsministeren ellers har lagt afstand til

Ekstra Bladets politiske reporter og kommentator diskuterer Socialdemokratiets spin-krig mod Venstre. Video: Stine Tidsvilde

Statsminister Mette Frederiksen (S) har offentligt lagt kraftig afstand til den angrebs-mail, som den socialdemokratiske spin-maskine ville skade Venstre med midt under forhandlingerne om en ny udligningsreform.

Mailen var ganske enkelt ikke i statsministerens "ånd", bedyrede hun over for pressen i tirsdags.

Men nu viser det sig, at top-politikere i partiet også var informeret om angrebsplanen, der havde læk af fortrolige oplysninger fra forhandlingerne som sit centrale omdrejningspunkt, og hvor mere end 20 mennesker skulle aktiveres i spredningen af dem.

For både partiets politiske ordfører Jesper Petersen og finansordfører Christian Raabjerg Madsen var ikke alene tiltænkt vigtige roller i planens udførelse.

De fik også tilsendt selve planen, der mandag kom til offentlighedens kendskab, fordi en journalist fra Jyllands-Posten også havde fået planen i sin indbakke, angiveligt ved en fejl.

Der erfarer Ekstra Bladet fra flere kilder, og det fremgår også af Berlingske fredag.

Spørgsmålet er så, hvad disse to rutinerede socialdemokrater fra partiets inderste maskinrum gjorde for at stoppe planen, der som nævnt stred lodret imod statsministerens ånd, og som hun dybt har beklaget eksistensen af.

Tavshed fra hovedpersoner

Svarene fra Christian Raabjerg Madsen og Jesper Petersen er både overskuelige og umulige at lave stavefejl i:

De svarer nemlig ingenting.

De vil ikke forklare, hvorfor de ikke straks kunne se, at planerne om at lække fortrolige oplysninger stred mod statsministerens ånd og ord om, at tilliden til politikere skal øges.

Ej heller vil de svare på, hvad de konkret gjorde for at stoppe planen.

Dansk politik - 25. feb. 2020 - kl. 15:29 Hemmelig angrebsplan kendt i Mettes inderkreds

Som det tidligere har været fremme, så var planen også kendt i Mette Frederiksens absolutte inderkreds, nemlig i det nyoprettede politiske sekretariat i Statsministeriet, der styres af stabschef Martin Rossen.

Ifølge statsministeren havde Martin Rossen dog ikke den fjerneste anelse om, at den formastelige plan cirkulerede i det politiske sekretariat. Det var angiveligt kun Rossens højre hånd, Martin Justesen, der kendte til den.

Men da Martin Rossen officielt er ansat som embedsmand, kan pressen ikke stille ham spørgsmål.

Andre modtagere af e-mailen med angrebsplanen mod Venstre var Nicolai Wammens to særlige rådgivere, Mads Brandstrup og Mathias Secher.

Desuden fik også Astrid Krags særlige rådgiver, Lynne Birch Hansen, mailen, der både ville aktivere navngivne ministre og altså folketingsmedlemmer og en mindre brigade af spindoktorer i lækagen af oplysninger.

134 kommentarer
Vis kommentarer