Topchef meldt til politiet: - Uforstående

Kommunaldirektøren i Fredericia - Annemarie Zacho-Broe - forstår ikke kommunens politianmeldelse af hende i skandalesagen med eks-borgmester Jacob Bjerregaard (S)

Der er kommet flere klager over upassende adfærd mellem den tidligere Fredericia-borgmester og kommunaldirektøren.

Fredericia Kommune har meldt sin egen kommunaldirektør til politiet, men det forstår den anmeldte intet af.

Det oplyser advokat Pernille Backhausen, som på vegne af Djøf bistår kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.

'Vi stiller os uforstående over for, at der nu indgives en politianmeldelse mod kommunaldirektøren,' lyder det i et skriftligt svar.

Kommunen fremlagde fredag en undersøgelse fra advokatfirmaet Horten, der omtaler mulige habilitetsproblemer, hvis eks-borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunaldirektøren har en tæt relation.

Dirty Dancing: Er dette en nær relation?

Der var også heftig kritik af kommunens sagsbehandling af borgmesterens køb af grund og byggetilladelse.

Kritisabelt, kritisabelt og særdeles alvorligt

I redegørelsen fra advokatfirmaet Horten fremgår det, at advokaterne i forbindelse med en række interviews har 'modtaget forklaringer om rygter om og oplevelser af, at den tidligere borgmester og kommunaldirektøren skulle have haft en relation af nær karakter'.

Det fremgår også, at byrådets økonomiudvalg ikke er blevet orienteret om de henvendelser, som forvaltningen har modtaget om det påståede forhold.

Det har ikke været muligt for Horten at fastlægge karakteren af relationen mellem den tidligere borgmester og kommunaldirektøren. Men advokaterne skriver:

'Vi finder, at den tidligere borgmester og kommunaldirektøren var inhabile i forhold til beslutningerne om ikke at orientere økonomiudvalget om henvendelserne, og at det derfor var kritisabelt, at de deltog i, henholdsvis traf beslutningerne om, at økonomiudvalget ikke skulle orienteres om henvendelserne om relationens karakter, herunder den anonyme mail fra oktober 2019. De var inhabile i forhold til disse beslutninger, da oplysningerne omhandlede rygter om private forhold. Dette gælder, uanset om der rent faktisk måtte være eller have været en inhabilitetsskabende relation mellem dem.

Den tidligere borgmester eller kommunaldirektøren burde derfor have overladt det til 1. viceborgmester at tage stilling til, om økonomiudvalget skulle orienteres.'

* Det er kritisabelt, at økonomiudvalget ikke blev orienteret om henvendelserne om relationens karakter og rygterne herom på et væsentligt tidligere tidspunkt end 17. december 2020. Dette burde efter vores vurdering i hvert fald være sket, da kommunaldirektøren i oktober 2019 modtog en anonym mail om rygterne om relationen […].

* Det er kritisabelt, at orienteringen, da den skete 17. december 2020, hvor økonomiudvalget drøftede spørgsmålet om tillid til kommunaldirektøren, hverken omfattede oplysninger om den anonyme mail eller oplysninger om, at der fra medierne siden 8. december 2020 var vist interesse for spørgsmålet om relationens karakter.

* Den manglende orientering af økonomiudvalget om henvendelserne om relationens karakter, og den tidligere borgmesters og kommunaldirektørens deltagelse i beslutningerne om ikke at orientere økonomiudvalget, trods det at de var inhabile i forhold til disse beslutninger, indebærer tilsidesættelse af væsentlige pligter. Dertil kommer, at konsekvenserne, hvis der har været en inhabilitets-skabende relation, ville være særdeles alvorlige. Vi finder derfor, at kommunen samlet set ikke kan sidde dette overhørig.

Derfor har kommunen nu bedt politiet om at undersøge relationen mellem de to tidligere topfigurer på rådhuset i Frederica.

Kommunaldirektøren er øverst ansvarlige embedsmand i kommunen, men hun mener ikke, der er kommet noget graverende frem i undersøgelsen.

'Vi har noteret os, at Advokatfirmaet Horten ikke i de materielle sager mener, at Annemarie Zacho-Broe har overtrådt nogle regler eller fundet dokumentation for en relation mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, der har medført problemer med habiliteten,' skriver advokat Pernille Backhausen.

Skandale-borgmesteren: Sagen kort

 Afsløringer
- Borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S) trak sig i december sidste år.

- Dagen efter bragte Ekstra Bladet den første af mange kritiske artikler om Jacob Bjerregaard og Fredericia Kommune. Den handlede om 'uomtvistelig særbehandling' ved køb af borgmesterens luksusgrund fra kommunen. Jacob Bjerregaard pressede en embedsmand for at få grunden ifølge et notat, og fik senere ulovlig byggetilladelse, der sparede ham for 300.000 kr.

- Samtidig var borgmesterens udsigt sikret, mens naboerne blev ramt, da kommunen havde byggeplaner.

- Ekstra Bladet afslørede også, at borgmesteren hjalp sin kone til et topjob i kommunens havneselskab.

- Senest har Ekstra Bladet afsløret, at flere ansatte på rådhuset har klaget over et for tæt og upassende forhold mellem eks-borgmester Jacob Bjerregaard (S) og den hjemsendt kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.

- Ekstra Bladet bringer også en video, hvor Jacob Bjerregaard og kommunaldirektøren danser tæt på en bar efter en julefrokost.
 

Undersøgelser
- Kommunen besluttede først at lave en intern undersøgelse af borgmesteren. Den blev senere udvidet med en advokatundersøgelse og mulighed for at interviewe personer. Resultatet blev fremlagt 12. marts. Også Ankestyrelsen har krævet en redegørelse.


Hjemsendelser
Kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev fritaget for tjeneste og sendt hjem i kølvandet på afsløringerne og kommunens egen granskning. Hendes hotelregninger granskes, og kommunen har nu meldt hende til politiet sammen med eksborgmester Jacob Bjerregaard.

Kommunens økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard er også hjemsendt.

Samtidig oplyser advokaten, at Fredericia Kommune har meddelt, at man ønsker at indlede en personalesag mod kommunaldirektøren.

'Vi afventer nu et udspil fra Fredericia Kommune om den videre proces,' skriver advokaten på vegne af kommunaldirektøren.

'Vi har ikke yderligere kommentarer, indtil undersøgelserne og sagerne er afsluttet,' afslutter Pernille Backhausen.

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.