Topchef nægter møde om 'luksusbilag'

Bestyrelsesformanden for Fredericia Kommunes havneselskab har pure afvist at deltage i møde om en ny advokat-undersøgelse af mulige økonomiske uregelmæssigheder og luksuriøse regninger

Havneselskabets topfigur nægtede at stille op til møde med kommunaldirektør og advokat. Foto: Claus Bonnerup
Havneselskabets topfigur nægtede at stille op til møde med kommunaldirektør og advokat. Foto: Claus Bonnerup

Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på pma@eb.dk.

Mistanken om økonomiske uregelmæssigheder i Fredericias store kommunalt-ejede havneselskab, ADP, har de seneste uger sat rådhuset i alarmberedskab.

Ret opsigtsvækkende har selskabets bestyrelse – som er indsat af Fredericia Kommune - dog direkte nægtet at deltage i et møde med kommunaldirektøren og det advokat-firma, som et enigt byråd for to uger siden hyrede til at undersøge mulige misforhold og luksuriøse bilag.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

 ’Der bliver ikke tale om et møde på mandag’, skriver bestyrelsesformand i ADP, Erik Østergaard fredag den 20. august i et kortfattet svar til kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal.

Erik Østergaard, der også er administrerende direktør for brancheorganisationen DTL, skriver samtidig, at ADP’s bestyrelse først vil behandle kommunens krav om en redegørelse på et bestyrelsesmøde 12 dage senere.

Drastisk trussel
Afvisningen fik kommunens advokatfirma, Horten, til at foreslå et meget drastisk skridt.

’Så må vi indkalde til en ekstraordinær generalforsamling’, skriver advokat Rikke Søgaard Berth 23 minutter senere i en mail til kommunaldirektøren. På en generalforsamling ville kommunen kunne udskifte ADP's bestyrelse. 

Også flere centrale byrådsmedlemmer røg op i det røde felt over bestyrelsesformandens uvilje til at samarbejde. Samtidig viser dokumenter i sagen, at kommunens ledelse har frygtet, at der kan forsvinde bevismateriale fra havneselskabets it-system.

Derfor sendte viceborgmester Susanne Eilersen (DF) og Venstres borgmesterkandidat Peder Tind 26. august en mail direkte til bestyrelsesformand Erik Østergaard, hvor de udtrykker forbløffelse over, at ADP-bestyrelsen har nægtet at mødes med kommunen.

’Vi er meget forundret ... vores oplæg til møde og dialog bliver pure afvist – hvilket er en meget foruroligende form for kommunikation, som vi gerne vil bede dig uddybe’, skriver de to kommunalpolitikere.

Herefter svarer Erik Østergaard, at der nu er aftalt en ’hurtigt arbejdende proces med Fredericia Kommune ... således at et møde viste sig overflødigt’.

Topchef nægter møde om 'luksusbilag'

Den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard har været genstand for en lang række skandaler i Fredericia gennem det sidste år. Få overblikket her

Klar til at sikre beviser
Flere dokumenter viser dog, at byrådets tillid til havneselskabet ligger på et lille sted. Derfor ønsker kommunen, at Deloitte skal bistå Horten-advokaterne med redegørelsen om de mulige økonomiske misforhold i havneselskabet, hvor Fredericias borgere ejer 89 procent.

’Da det er afgørende for at kunne udarbejde en retvisende redegørelse, at der er adgang til alle dokumenter, mails mv., må der ikke slettes dokumenter mails mv. i ADP’s besiddelse’, skriver kommunaldirektøren til havneselskabets bestyrelsesmedlemmer.

Og advokat Rikke Søgaard Berth supplerer i en mail, at ’hvis det måtte vise sig nødvendigt, kan vi hurtigt iværksætte bevissikring’.

Redegørelsen skal ifølge dokumenterne bl.a. omfatte ADP’s eventuelle betalinger af ’private udgifter til nuværende eller tidligere ansatte’, ’repræsentationsudgifter’ i ind- og udland samt et sponsorat til Fredericia Teater forud for teatrets konkurs. 

Påståede uregelmæssigheder
I et skriftligt svar til Ekstra Bladet oplyser bestyrelsesformand Erik Østergaard, at ADP ikke har yderligere kommentarer, før redegørelsen foreligger.

Men han skriver også, at ’der for en del år tilbage blev foretaget nogle undersøgelser i selskabet af nogle påståede uregelmæssigheder. Konklusionerne på disse undersøgelser blev håndteret i ADP’s bestyrelse sammen med Fredericia Kommunes daværende repræsentanter i bestyrelsen samt Revionsionsselskabet Price Waterhouse Coopers og Advokatselskabet Gorrissen Federspiel’. 

Erik Østergaard understreger, at ADP efter hans ’bedste overbevisning ikke har lidt tab som konsekvens af selskabets håndtering af forholdene’.

Han forstår dog godt, at Fredericia Kommune nu ønsker en redegørelse fra ADP – og oplyser i øvrigt, at havne-selskabets advokat Gorrissen nu har aftalt ’en proces’ med kommunens advokatfirma.

(Artiklen fortsætter under dokumenterne)

 
Uddrag af byrådets krav om en redegørelse. Dokumenter i sagen viser, at mistanken bl.a. går på om havneselskabet har betalt udgifter forbundet med en tidligere medarbejders private bolig og rejser.
Uddrag af byrådets krav om en redegørelse. Dokumenter i sagen viser, at mistanken bl.a. går på om havneselskabet har betalt udgifter forbundet med en tidligere medarbejders private bolig og rejser.

Deadline overskredet
Kommunen krævede - efter den enstemmige byrådsbeslutning - at ADP skulle levere den økonomiske redegørelse senest 2. september kl. 10. Byrådets deadline er altså nu overskredet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal eller borgmester Steen Wrist (S), der i januar tiltrådte som næstformand i ADP's bestyrelse. En post han overtog, fordi hans forgænger Jacob Bjerregaard (S) havde trukket sig i forbindelse med Ekstra Bladets afsløringer.

Men til Ekstra Bladet skriver kommunen - trods den overskredne deadline - 'at der er en god dialog med ADP om at få udarbejdet redegørelsen'.