Bureaukratiet skal bankes tilbage, velfærden skal løftes og den offentlige sektor moderniseres.
Ambitionerne er store, når regeringen i løbet af 2017 skal samle trådene til en større reform af den offentlige sektor.
Til at hjælpe med opgaven har regeringen nu nedsat tre såkaldte udfordringspaneler, som skal give deres bud på, hvordan regeringens ønsker om at skabe en mere sammenhængende offentlig sektor kan realiseres, skriver netavisen Altinget.
I panelerne sidder en række ledende embedsmænd fra kommuner, regioner og statslige institutioner sammen med direktører og chefer fra det private erhvervsliv.
”Det er vigtigt, at vi politikere bliver udfordret og lytter til de gode råd og ideer, der genereres uden for murene på Christiansborg,” siger innovationsminister Sophie Løhde om baggrunden for de tre udfordringspaneler.
Hun vil have panelernes medlemmer til at komme med egne bud på, hvor regeringen skal sætte ind i arbejdet med at reformere den offentlige sektor.
Ministre i det stiveste puds til 'mystisk' middag
Samtidig skal de være med til at skabe en bredere offentlig debat og dialog om reformarbejdet.
De tre udfordringspaneler knytter sig til hver sit hovedspor i regeringens bebudede sammenhængsreform.
Et panel skal bekæmpe bureaukrati i den offentlige sektor for derved at sikre medarbejderne mere tid til deres kerneopgaver.
Et andet panel skal arbejde med at skabe bedre styring på tværs af de forskellige sektorer i den offentlige sektor. Og det tredje skal arbejde med at effektivisere den offentlige sektor med hjælp fra ny teknologi.
Fup eller fakta: Middag for magteliten i aften
I spidsen for de tre paneler har regeringen sat Claus Juhl, direktør for konsulentvirksomheden Forskel. Han er tidligere medstifter af konsulentvirksomheden Struensee & Co. og administrerende direktør i Københavns Kommune.
”Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet sammen med de andre stærke kræfter i udfordringspanelerne. Jeg håber, at vi kan være med til at identificere udfordringer og pege på de mulige løsninger, der kan indgå i sammenhængsreformen,” siger Claus Juhl.
Blandt de øvrige paneldeltagere finder man blandt andre professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, tidligere V-borgmester i Aarhus Louise Gade, kommunaldirektør Helen Bækmark fra Faaborg-Midtfyn og hendes kollega Stine Johansen fra Helsingør Kommune.
Med fra det private erhvervsliv er blandt andet Tonny Thierry Andersen, der er Chef for Wealth Management i Danske Bank og TDCs administrerende direktør Pernille Erenberg.