Toppolitikere slår fast: 25.000 fans skal se EM i Parken

Venstre lægger pres på regeringen og formanden for DF vil ikke høre på dårlige undskyldninger fra DBU. Der skal 25.000 fans i Parken - gerne allerede lørdag

Efter mere end 12 timers forhandlinger natten til torsdag, var der en aftale om yderligere genåbning.

Der er ingen kære mor.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skal stoppe julelegene og straks sørge for, at der kan komme 25.000 roligans på lægterne, når landsholdet spiller EM i fodbold.

Så klar er beskeden fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der i nat var med til at indgå aftale om genåbning af Danmark og udvidelse af kapaciteten i nationalarenaen under den første store fodboldslutrunden nogensinde på dansk jord.

- Det er en særlig begivenhed. Vi har specifikt skrevet i aftalen, at der skal 25.000 tilskuere ind i Parken. Det ophæver alle andre ting. Så må man finde ud af, hvordan man bedst får de 25.000 tilskuere ind.

- Man må stå på hovedet. Man må arbejde i døgndrift, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

 

Beskeden fra partiformanden kommer efter, DBU pludselig torsdag eftermiddag er begyndt at så tvivl om politikernes aftale. Fodboldforbundet mener, at afstandskravet på én meter umuliggør politikernes diktat fra i nat.

- Hvis ikke afstandskrav er fjernet, kan vi umuligt få 25.000 mennesker på stadion, siger DBU-direktør Jakob Jensen til Altinget.

Fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, lyder, at han torsdag eftermiddag har sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækerup og kulturminister Joy Mogensen.

- Den aftale, vi indgik i nat, betyder, at afstandskravet ikke gælder i Parken. I vores brev til regeringen gør vi det klart, at det er regeringens opgave at få styr på det her, siger Martin Geertsen.

Hår i suppen
Kristian Thulesen Dahl stemmer i og retter geværet mod DBU.

- Det er helt galt, at de mest trofaste ikke har mulighed for at komme ind til de her kampe. Meningen med vores aftale er, at de skal have mulighed for at komme ind og støtte landholdet. Så skal DBU og sundhedsmyndighederne simpelthen gøre, hvad det end må tage, for at få det her på plads. Mest optimalt allerede fra på lørdag.

DBU meldte tidligt torsdag ud, at de tidligst kan lukke 25.000 tilskuere ind til anden og tredje gruppekamp mod Belgien og Rusland.

- Man skal ikke finde tid på at finde hår i suppen. Man bliver nødt til at bruge alle sine ressourcer, al sin kraft for at det her skal lykkes for fansene. Nu har vi politisk truffet en truffet en beslutning, der giver nogle nye muligheder. Det kunne desværre først blive sent i nat, men nu handler det om, at alle aktører omkring landsholdet giver den bedst mulige oplevelse til fansene.

- DBU tænker vel bare på tilskuernes sikkerhed. Det er vel fair nok?

- Selvfølgelig skal man tænke på fansenes sikkerhed og sundhed. Men jeg tror, de er villige til, at der selvfølgelig er en risiko. Men det ved vi jo godt i en pandemi. Men jeg tror, fansene godt kan holde afstand og tage hensyn til hinanden. Det har vi også set med Superliga-modellen, hvor vi har haft ganske mange fans på stadion. Jeg har selv på stadion og set, hvordan fans fra forskellige hold har opført sig over for hinanden. Det har kun været udfordrende ved guldfesten i Brøndby.

Kristian Thulesen Dahl understreger, at den politiske beslutning er sket efter grønt lys fra sundhedsmyndighederne.

- Det har været et pingpong mellem sundhedsmyndigheder og politikere ift. til, hvordan kan vi lande det her.

- Så myndighederne har sagt, at de 25.000 er fuldt forsvarligt?

- Ja, sundhedsmyndighederne står på mål for det her. De har været inde over og blåstemplet den her aftaletekst. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke også i dag på et pressemøde.

Udstukket
- DBU skal nu bare sørge for at levere til glæde for fansene, siger DF-formanden.

Under et pressemøde torsdag middag blev Magnus Heunicke spurgt, om afstandskravet ikke kommer til at gælde i Parken.

Her kunne ministeren oplyse, at der blev skrevet ind i genåbningsaftalen, at der vil være en dialog mellem DBU og myndighederne om, hvordan dette spørgsmålet ’skal defineres’.

Ministerens partifælle, Socialdemokratiets idrætsordfører Malte Larsen, skærer det lidt mere ud i pap, og lægger sig dermed op af Kristian Thulesen Dahls hårde linje.

- Det politiske niveau er gået super langt, så fodbolden får rigtig vide muligheder ift. EM. Derfor tænker jeg, at DBU nu gør, hvad de nu kan for at få det til at lykkedes udfra de rammer, der nu er udstukket, siger Malte Larsen i en kort udtalelse torsdag eftermiddag.