Total opløsning i LA: Simon Emil melder sig ud

Simon Emil Ammitzbøll-Bille færdig i Liberal Alliance

Den tidligere indenrigsminister og mangeårige LA-profil, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, melder sig ud af partiet i protest.

Det skriver han på Facebook.

'Jeg har meldt mig ud af Liberal Alliance.

Efter det store valgnederlag i juni har vi naturligt nok forsøgt at genopfinde partiet, men det er blevet tydeligt for mig, at vi ikke har været enige om en ny vej frem. Elastikken holdt ikke længere så at sige,' lyder det bl.a. i en længere opdatering.

I opdateringen giver Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke svar på, hvorvidt han har tænkt sig at melde sig ind i et andet parti.

Se også: Giftig stemning om Simon Emil

Ekstra Bladet skrev tidligere på tirsdagen, at der var flere i LA-toppen, som forventede, at han stod på spring til at melde sig ud.

Blot tre tilbage
Efter Ammitzbøll-Billes farvel til Liberal Alliance er der nu blot tre medlemmer af Liberal Alliances folketingsgruppe. Og det engang populære liberale parti ligner en bevægelse i komplet opløsning.

Mandag meldte den ved valget vragede politiske ordfører, Christina Egelund, sig også ud af partiet i protest.

Ud over politisk leder Alex Vanopslagh er nu kun tidligere transportminister Ole Birk Olesen samt Henrik Dahl endnu i partiet som folketingsmedlemmer efter folketingsvalget i juni, hvor bl.a. leder Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen blev fravalgt at vælgerne.

Ingen kommentarer
Ekstra Bladet spurgte tirsdag morgen, hvordan politisk leder Alex Vanopslagh så på samarbejdet med Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

- Ingen kommentarer, lød det kortfattede svar.

Ekstra Bladet har gennem flere dage forsøgt at få Simon Emil Ammtzbøll-Bille i tale om sin politiske fremtid.

LA-profilen har dog hverken svaret på opkald eller konkrete sms'er med spørgsmål om, hvorvidt han var på vej ud af partiet.

Tirsdag har politikeren også været fraværende fra sit kontor på Christiansborg.

Ekstra Bladet forsøger fortsat at få en uddybende kommentar til den pludselige exit fra Liberal Alliance.

Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, regner dog ikke med, at Ammitzbøll foreløbig vil melde sig ind et andet sted.

- Jeg regner med, at han i første omgang fortsætter som løsgænger. Der er intet, der tyder på, at hans fremtid ligger hos de radikale, selvom han har nære bånd til sit tidligere parti.

- Simon Emil og Christina Egelund har et tæt forhold, så hvis Simon Emil på et senere tidspunkt kaster sig ud i et nyt politisk projekt, så bliver de sandsynligvis med de to i spidsen, siger Hans Engell.

Partihopper
Simon Emil Ammitzbøll-Bille har i flere år været fast inventar i toppen af Liberal Alliance. Men forud for LA's succes under leder Anders Samuelsen levede den nu 42-årige MF en omflakkende politisk tilværelse.

Ammitzbøll-Bille blev kendt som folketingsmedlem for Radikale Venstre. Men i 2008 meldte han sig ud i protest over, at de radikale ikke samarbejde nok med de borgerlige partier.

I januar 2009 stiftede han sit eget parti, Borgerligt Centrum. Det blev dog blot en parentes, inden han i 2009 meldte sig ind i Liberal Alliance.

Se også: Efter hårde beskyldninger: Hun tager fejl

362 kommentarer
Vis kommentarer