For halvandet år siden var meldingen fra Mette Frederiksen klar: Tempoet på Christiansborg var for højt, og hendes plan var, at det skulle ned.
Nu er en af hendes nærmeste kolleger i regeringen, vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen, så gået ned med flaget og har taget sygeorlov.
Han er langtfra den eneste toppolitiker, der har måttet sygemelde sig inden for de seneste år på grund af blandt andet stress. Et problem, som stadig flere danskere oplever, ifølge Sundhedsstyrelsen.
Men samtidig har regeringen slået sig op på at ville have alle til at arbejde mere og længere. Det paradoks ville Ekstra Bladet gerne spørge statsministeren til efter spørgetimen i Folketinget tirsdag.
Stadig hårdt og højt
Mette Frederiksen erkendte indledningsvis, at det ikke var lykkedes at nedbringe det høje tempo på Christiansborg.
- Altså jeg synes ikke det er min opgave at gå ind i konkrete forhold om ministre i regeringen og sygemeldinger. Jeg har behov for at udtrykke min forståelse for, at der er en sygemelding. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det på Jakob Ellemanns vegne, lød det fra Mette Frederiksen, der fortsatte:
- Der er ingen tvivl om, at arbejdspresset er hårdt og højt på Christiansborg. Det har det været gennem mange år. Det er det altså stadigvæk.
- Men skal det ikke ned, så? Jakob Ellemann er jo langtfra den første. Der er en lang række politikere, der er gået ned med flaget?
- Jeg synes altid, det ville være godt, hvis vi politikere får tilrettelagt vores arbejde, så det først og fremmest er godt for de danskere, den lovgivning vi foretager og beslutter ... som den vedrører. Men selvfølgelig også for, at der er et ordentligt arbejdsmiljø, lød det fra Mette Frederiksen.
En dag gør ikke forskellen
Herefter afbrød en journalist fra en anden avis og spurgte, hvordan regeringens svar på øgede stressproblemer generelt kan være, at danskerne skal arbejde mere næste år.
- Jamen det er ikke alene næste år, danskerne skal arbejde mere. Vi står over for en række udfordringer som samfund. Det gør vi ikke mindst på velfærdsområdet svarede Mette Frederiksen.
Hun nævnte blandt andet ældre, børn, forsvar og klima som tunge poster, hvor der skal bruges flere penge.
- Når man står overfor så store opgaver og udfordringer, så bliver vi nødt til at arbejde noget mere. Det skal ikke forhindre, at vi har en snak med hinanden om, hvordan vi indretter vores arbejds- og familieliv og sociale medier og alle mulige andre samfundsudfordringer, sagde Mette Frederiksen.
Til sidst lød det fra statsministeren, at det næppe var afskaffelsen af store bededag, der ville øge arbejdspresset hverken på Christiansborg eller de øvrige danske arbejdspladser.
- Jeg tror personligt ikke, at det er en dag i maj, der gør forskellen, det må jeg være ærlig at sige, sagde Mette Frederiksen.
Bededags-brøler: 60.000 tons klimasvineri
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ifølge fagbevægelsen var op mod 50.000 mennesker samlet til demonstration for store bededag søndag. Men kan der virkelig være så mange mennesker foran Christiansborg? Hør mere i 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app.