Tre socialdemokrater stemmer imod asylstramninger

Tirsdag stemmer et flertal i Folketinget for omstridte asylstramninger, deriblandt smykkeforslaget

Tidligere minister Mette Gjerskov, der i dag er Socialdemokraternes udviklingsordfører, har længe været kritisk over for de asylstramninger, der gemmer sig bag lovforslaget L87, som tirsdag bliver endeligt vedtaget i Folketinget.

Hun trodser partilinjen og stemmer imod. Det samme gælder partifællerne Yildiz Akdogan og Daniel Toft Jakobsen. Det bekræfter trioen.

Ritzau erfarer desuden, at også andre i Socialdemokraternes folketingsgruppe er mugne ved L87, men at et stort flertal altså følger partiets linje og stemmer for.

Det kontroversielle og meget omtalte smykkeforslag er en af de asylstramninger, der gemmer sig bag L87.

Smykkeforlaget betyder, at politiet fremover kan visitere en asylansøger og konfiskere penge og værdigenstande til en værdi over 10.000 kroner, som ikke har særlig affektionsværdi.

Meningen med beslaglæggelsen er, at værdigenstandene skal være med til at finansiere asylansøgerens ophold i Danmark.

Foruden smykkeforslaget indeholder L87 også en anden anden meget kontroversiel stramning - nemlig den om forlængelse af ventetiden på familiesammenføring til tre år for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus.

Især omkring reglerne for familiesammenføringen er "vi helt ude ved grænsen" i forhold til konventionerne, har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tidligere udtalt. I dag er ventetiden ét år.

46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere